AnnonceLuk annonce




Igen hærværk ved havneparken

16-06-2019

Maskinen, der hedder en Cash Loader, blev i nat smadret i Vesthavnens Bådlaug, der ligger lige bagved havneparken i Kalundborg. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I sidste uge kunne TV-Kalundborg skrive om, hvordan Kalundborg Havnepark lider under, at en del mennesker ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, når de benytter havneparken, og at der derfor ofte flyder med affald, når en gruppe mennesker har været samlet i parken. Ligesom at hærværk desværre også er set flere gange i havneparken, der ikke engang er færdig. Nu er den så gal igen, denne gang i Vesthavnens Bådlaug, der ligger lige bagved havneparken.

Til trods for, at Kalundborg Havnepark endnu ikke er helt færdig, er det åbenbart svært at passe på den, hvilket kalundborgenserne desværre har set flere gange, sidst i pinsen, hvor den var hel gal - hvilken den er igen. Denne gang ikke i selve havneparken, men lige bagved, hvor Vesthavnens Bådlaug hører til, er der i nat blevet smadret en touch skærm på en maskine, som alle bådejerne samt turister benytter, når de skal betale havneafgift, oplade strøm osv. 

Maskinen, der hedder en Cash Loader, er bygget ind i væggen ved bådlaugets klubhus, på siden ud mod vandet. Den koster, ifølge bestyrelsesmedlem i Vesthavnens Bådlaug, Thomas Smilov, omkring 130.000 kr., og det vil blive dyrt at få repareret skærmen.

”Det er simpelthen så trist, at man ikke kan lade ting være, at man skal ødelægge tingene. Alle hernede benytter den til havneafgift, opladning af strømkort osv. Der sidder en touch skærm, hvor man kan betjene sig selv på enten dansk, tysk eller engelsk, og det er altså den touch skærm, der er blevet helt smadret, og derfor er helt ubrugelig nu,” fortæller Thomas Smilov.

Diskussion om videoovervågning

I Vesthavnens Bådlaug har man længe talt om videoovervågning, men har ikke noget pt., da der netop har været diskussion med kommunen i forbindelse med, at det er et offentligt område. Man håber nu på, at man får lov til at sætte det op, netop i forbindelse med, at Kalundborg Kommune også er ved at finde ud af mulighederne for videoovervågning i Kalundborg Havnepark.

I sidste uge var optimistjollen fra havneparken, som er lavet til, at børnene kan lege i, smidt ud i vandet og halvt sunket, da man fandt den ovre i hjørnet af havnen. 

”Kommer der fx en stor båd, og sejler ind i den, snakker vi skader for flere hundrede tusinde, det tror jeg ikke, at de tænker på, dem der laver den slags. De tænker ikke over konsekvenserne, desværre,” siger Thomas Smilov. 

Politiet opfordrer til, at man melder det, hvis man oplever hærværk, da det er svært for dem, hvis folk ikke melder det.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0