AnnonceLuk annonce




En del af fællesskabet  

11-01-2020

Faiza Alhabash er under IGU uddannelse på Jernholtparken Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune har siden 2016 haft en forsøgsordning med Integrationsgrunduddannelsen (IGU), og på både Jobcenter Kalundborg og ude i virksomhederne er man glade for ordningen. Flere er kommet i job, og andre er i dag under uddannelse. Uddannelsen hjælper flygtninge til at blive en del af fællesskabet. Ydermere er der færre på integrationsydelse i kommunen i dag sammenlignet med 2016.

Integrationsgrunduddannelsen (IGU) er en uddannelse, der skal sikre mulighed for arbejde og opkvalificering for flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, hvis kvalifikationer og produktivitet endnu ikke står mål med kravene på det danske arbejdsmarked. Ansættelsen er midlertidig, men mange fortsætter i job i virksomheden, som de er i, efterfølgende. Andre vælger at tage en uddannelse efterfølgende.  

”Det er en rigtig god ordning. Man får ingen høj løn, men IGU giver plads til at komme ind i virksomhederne, og man udvikler sig sprogmæssigt, men også socialt. Man får kontakt og skaber et netværk, og i mange tilfælde får man jobbet efterfølgende. Nogle læser også videre. Det er en god ordning. I 2016 havde vi 340, der modtog integrationsydelse, i 2020 har vi 79. Det er især de unge, der er kommet i job eller tager en uddannelse,” siger Qerim Selmani, der er leder af ’Ung og Jobklar’ ved Jobcenter Kalundborg.

En del af fællesskabet

32-årig Mohammad Ali fra Syrien har boet i Danmark i fire år. Først var han to år i IGU forløb i Kvickly Kalundborg, og er nu i lære som bagerelev samme sted, hvor han har været i godt et halvt år. Han bor i Kalundborg, og er meget glad for, at have fået muligheden for at få en uddannelse, der øger hans chancer væsentligt for job. Derudover er han i fuld gang med at lære dansk, ikke blot sproget, men skikkene og alt, hvad der ellers følger med. Han er taknemmelig for gode kollegaer og chef. Han føler, at han er godt på vej til at få et ordinært arbejde og ikke mindst det sociale er af stor betydning, da han gennem sin IGU uddannelse har fået et netværk og et socialt liv blandt danskere. Han er med i fællesskabet.

”IGU uddannelsen har betyder meget for mig, da den har bragt mig videre, hvor jeg er i dag, hvor jeg er elev i bagerafdelingen i Kvickly. Jeg har lært rigtig meget undervejs, og lærer stadig en masse. Sproget er den største udfordring, men jeg øver hver dag, og har gode kollegaer, og det her er en meget bedre måde at lære det på end udelukkende i en skole,” fortæller Mohammad Ali.

Mohammad Ali har været elev i Kvickly siden juni sidste år, og bagermester Tommy Jensen er ligeledes godt tilfreds.

”Han er dygtig, og havde det ikke været for udfordringen med sproget, havde vi også kunne kappe noget af hans elevtid, for det praktiske fejler intet. Når han kommer ind på skolen, og de skal bage, vil han klart være den dygtigste. Men sproget er det sværeste for Mohammad, da han stort set ikke kunne dansk, da han begyndte. Han er dog kommet godt efter det, men teorien i uddannelsen er stadig en udfordring for ham pga. sproget,” fortæller Tommy Jensen, og Mohammad Ali supplerer: 

”Det var meget svært i begyndelsen, men vi har kunne grine af det, og brugt hænderne til at vise forskellige ting. Det er jo også noget helt andet, jeg laver i dag, da jeg oprindelig er uddannet skrædder. Men jeg ville bare gerne lave noget, og er glad for, at jeg har fået muligheden, ligesom det sociale betyder meget. Her er jeg en del af noget.” 

Varehuschef i Kvickly Kalundborg, Kirsti Thygesen, er enig med Mohammad Ali og Tommy Jensen i, at der er en udfordring med sproget.

”Hvis jeg skulle opfordre jobcentret til noget i forbindelse med IGU uddannelsen, så er det, at de skal kigge på sprogudfordringen. Vi har haft fire IGU forløb, og altså nu også Mohammad, der er gået videre som elev. Men det kræver også noget af os. Ingen tvivl der. Men vi kan hurtigt spotte vilje og holdninger og dermed se, om der er muligheder for en fremtid hos os. Medarbejderne har i øvrigt været sindssygt dygtige til at få integreret de mennesker, der kommer i IGU forløb, og vi er alle glade for forløbet, og vil gøre det igen, da det giver mening på så mange plan,” siger Kirsti Thygesen.

Sproget er udfordringen

Ibrahim Almulem på 25 år kom ligeledes til Danmark fra Syrien, og har også været i et praktikforløb i Kvickly, før han kom på IGU uddannelsen, hvor han nu har været i knap et år. Han er ligeledes enig i, at sproget er det, der skal arbejdes hårdest for, men også han er glad for, at have fået muligheden, og håber ligeledes på en elevplads i Kvickly, når han har færdiggjort IGU’en.

”Jeg lærer dansk og får en uddannelse. IGU’en betyder meget for mig, da det ikke kun er sproget, der betyder noget, men også det sociale. Jeg er blevet taget godt imod, og vil gerne det her, så er glad for muligheden, men sproget er klart det sværeste,” fortæller Ibrahim Almulem.

Imens på plejecentret

På Jernholtparken i Kalundborg står Faiza Alhabash smilende i køkkenet. Hun er 40 år, bor i Kalundborg, men kommer oprindeligt fra Syrien. Hun har været i Danmark i fire år, og på IGU uddannelsen i et år. For hende er sproget også den største barriere.

”Det fungerer godt for mig. Jeg lærer sproget mere og mere, og er sammen med mennesker. I Syrien passede jeg mine børn, mens min mand gik på arbejde, nu arbejder vi begge, og vores børn går i skole. Den største udfordring for mig er sproget,” fortæller Faiza Alhabash.

Teamleder Birgitte Thisted giver medhold i, at det kunne være fint, hvis man kiggede nærmere på hyppigheden af praktiktimer kontra skoletimer, da hun mener, at Faiza Alhabash klart lærer mere dansk ude hos dem end i en skole.

”Faiza har sprogligt rykket sig meget på det år, hun har været her, men jeg kunne godt ønske, at man kiggede mere på hyppigheden af praktiktimer kontra skoletimer på IGU uddannelsen. At lære sproget i en skole er bare ikke det samme, og det er lettere på en arbejdsplads, hvor man bruger det hele tiden og i forskellige sammenhæng. Her lærer man også andre ting såsom dansk humor. Der er jo hele det sociale aspekt i det også, og det fungerer. Dem vi har haft har tilført enormt mange ressourcer. De er smilende og positive og gør en forskel, og så er det øvrige personale i øvrigt søde til at hjælpe, hvis der fx er sprogudfordringer,” siger Birgitte Thisted.

Fakta om Integrationsgrunduddannelsen (IGU)

  • Integrationsgrunduddannelsen er målrettet flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, der ønsker at få mere viden om og erfaring med det danske arbejdsmarked.
  • Integrationsgrunduddannelsen varer to år og omfatter ansættelse i en lønnet praktikstilling på en virksomhed og skoleundervisning med uddannelsesgodtgørelse.
  • Uddannelsen henvender sig til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i alderen 18-40 år, der har folkeregisteradresse i Danmark og har haft det i mindre end 5 år.
  • Meningen er, at alle flygtninge, der er bosat i Kalundborg Kommune, skal ud på arbejdsmarkedet og være selvforsørgende, og IGU uddannelsen er et skridt på vejen til, at de bliver selvforsørgende. 

Fakta IGU, Kalundborg

  • Kalundborg Kommune har 54 borgere, der er blevet ansat i en IGU kontrakt.
  • Seks af dem er aktive i deres IGU i dag. 
  • 12 borgere har gennemført deres IGU.
  • 36 borger har ikke gennemført deres IGU. Syv er fraflyttet kommunen, ti er i beskæftigelse, fem er gået i uddannelse, ti modtager ydelse og fire er uvis.

Kilde: Jobcenter Kalundborg



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0