AnnonceLuk annonce




I Kalundborg skal smerteramte leve et godt liv

05-08-2019

Susan Holm Walentin har startet sit eget firma, hvor hun vil hjælpe folk med kroniske smerter til et bedre liv. Foto: Jens Nielsen

Den 19. august 2019 starter Flytfokus ApS kurset ”Et godt liv med kroniske smerter” i Go forms lokaler. Forløbet vil være en nytænkende kombination af fysisk og mental træning.

”Vi skal arbejde med teknikker, der kan hjælpe dig til at få en god hverdag med dine smerter” fortæller Susan Holm Walentin, der står bag det nystartede firma Flytfokus ApS.

”Ingen vælger et liv med smerter, men du kan vælge at gøre en positiv forskel for dig selv, ved at lære at få det bedste ud af den situation, du er endt i”, siger Susan Holm Walentin.

På kurset bliver der arbejdet med mental træning og fysisk træning. Ved oplæg og øvelser på små hold, arbejdes der med forskellige teknikker, som kan hjælpe dig med at håndtere dine smerter bedre, så de fylder mindre i dit liv.

”Vi skal bl.a. arbejde med, hvordan du sætter realistiske mål, der tager hensyn til dine smerter, samtidig med at du kommer i mål med dine ønsker” siger Susan.

Den mentale træning står Susan for, den fysiske træning foregår under vejledning af fysioterapeut Pernille Skovsgaard, der i forvejen er et kendt ansigt i Go form.

”Der er ingen grund til at være bekymret for den fysiske træning, den bliver individuelt og skånsomt tilrettelagt, så den tager udgangspunkt i dig og dine behov”, fortæller Pernille Skovsgaard.

”Efter mange år som underviser på kurser som ”Lær at tackle kroniske smerter” og ”Lær at tackle kronisk sygdom” for Kalundborg kommune, har jeg oplevet en efterspørgsel på mere individuelt tilpassede forløb og mulighed for opfølgning på Lær at tackle-kurserne” fortæller Susan.

”Derfor har jeg startet et firma, hvor mennesker med smerteproblemer, kan få hjælp til at få et godt liv med deres smerter. Jeg har personlig erfaring med et liv med kroniske smerter, da jeg selv har fibromyalgi på 20. år. Undersøgelser og mine erfaringer viser klart, at når man arbejder med at håndtere sine smerter kombineret med fysisk træning, opnår man den bedste effekt” siger hun. ”Det lyder måske nemt og som noget man arbejder med en gang for alle, men min erfaring er, at det er en vedvarende proces, og ved kontinuerligt at arbejde med de forskellige teknikker, er du med små skridt hele tiden i en bedre retning for dig” siger Susan Holm Walentin.

”Jeg har valgt at samarbejde med Go form, da der her er gode muligheder for at fortsætte med træning i trygge omgivelser efter endt kursusforløb”, siger Susan Holm Walentin.

Mennesker med langvarige eller kroniske smerter er i en sårbar situation, og der er mange ubekendte faktorer. Derfor er hele forløbet tilrettelagt med mulighed for tæt dialog og opfølgning.

Du kan læse mere på hjemmesiden www.flytfokus.nu, og på facebooksiden flytfokus.nu, kan interesserede deltage i en konkurrence om en times sparring.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0