AnnonceLuk annonce




Hyldest til lokal natur i bogform

19-04-2020

Midt i en coronatid fuld af begrænsninger og frygt udkommer en bog, der hylder naturen og inviterer til ufarlig og ukompliceret aktivitet i det fri.

Det er billedkunstner og designer Michael Reinhardt, Havnsø, der står bag bogen Vesterlyng & Ko, der med et væld af fotos sætter fokus på naturområdet Eskebjerg Vesterlyng ved Havnsø.

Fascinationen af områdets natur og ikke mindst de løsgående køer og bedårende kalve, samt fire års vandreture med kamera og hund er grundlaget for udgivelsen. Foruden de mange fotos rummer bogen personlige tekster med beskrivelser fra nogle af forfatterens mange ture, krydret med tanker der helt automatisk opstår, når man mærker naturens favntag.

Michael Reinhardt siger, "Poesien findes overalt – måske især i naturen, og selvfølgelig har jeg plukket en håndfuld korte digte på Vesterlyng. Her et eksempel:

Foran mine fødder venter

nye skridt

bag min ryg følger

tiden der er gået

og midt i nuet

mærker jeg blodets floder

juble i min krop."

Vesterlyng befinder sig yderst i Kalundborg Kommune og er samtidig “forfatterens baghave”. Området med særegen natur, der afgræsses af løsgående kvæg er offentligt tilgængeligt, og derfor kan man tillade mig at opfordre til besøg. Mange kender sikkert også den børnevenlige flade strand der løber langs hele området i Nekseløbugten.

"Bogen skulle have været lanceret ved stort offentligt arrangement på min runde fødselsdag d. 11. april, men coronasituationen satte en stopper for arrangementet. Et uvelkomment bespænd midt i forventningens glæde, men processen med bogen kørte upåagtet videre, og nu er den her," siger Michael Reinhardt.

Bogen forhandles foreløbig via Bog & Ide i Kalundborg, hos Vesterlyng Camping eller ved henvendelse til forlaget: www.frydogmani.dk – eller den kan bestilles til udlån fra biblioteket.

Michael Reinhardt signerer bogen på behørig corona-afstand hos Vesterlyng Camping lørdag d. 25. april kl. 15 - 16.

Bogspecifikation:

Titel: VESTERLYNG & Ko

144 sider i farver

Hardcover

22 x 22 cm

Forlag: FRYD&MANI

 

 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0