AnnonceLuk annonce




Hvorfor ondskab findes i os alle

31-08-2020

Foredrag i Kino Den Blå Engel med tidligere drabschef ved Rejseholdet Bent Isager-Nielsen, retsmediciner Hans Petter Hougen og forfatter og journalist Stine Bolther den 27. oktober.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tidligere drabschef ved Rejseholdet Bent Isager-Nielsen og retsmediciner Hans Petter Hougen går på scenen sammen med forfatter og journalist Stine Bolther den 27. oktober i Kino Den Blå Engel i Kalundborg.

I 2018 udkom bogen ”De 7 Dødssynder”, hvor Stine Bolther har samlet en række spændende samtaler om ondskab, liv og død mellem retsmedicineren og efterforskeren. Bogen kom hurtigt på bestsellerlisterne, og nu holder de foredrag med netop de 7 dødssynder som en rød tråd. Med synderne hovmod, griskhed, begær, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab kommer vi helt tæt på efterforskningsarbejdet af nogle af danmarkshistoriens største kriminalsager. 

Isager og Hougens arbejde tæt på døden har givet dem indblik i, hvorfor nogen kan finde på at tage et andet menneskes liv. Stine Bolther stiller endvidere spørgsmålet: “kan vi lære noget af forbrydernes utilgivelige gerninger?” Mød de tre karismatiske personer, som også sørger for, at publikum får noget at smile af midt i de grumme fortællinger.

Kræver lokal opbakning

Brian Sønder Andersen fra Kino Den Blå Engel er glad for, at det nu igen er muligt at afholde visse arrangementer efter en lang pause grundet COVID-19, men han er også klar over, at det kræver opbakning fra kalundborgenserne, hvis de fortsat skal overleve.

”Vi er meget glade for, at det nu igen er muligt at afholde nogle arrangementer, men det kræver, at folk støtter op, ellers vil det ikke fungere," siger han.

Foredraget foregår den 27. oktober kl. 19 i Kino, hvor alle retningslinjer i forhold til COVID-19 naturligvis bliver overholdt. Billetter er til salg på Kino Den Blå Engels Hjemmeside eller købes i biografen.

Fakta:

Bent Isager-Nielsen har været tilknyttet Rigspolitiets Rejseafdeling - også kaldet Rejseholdet i 22 år, Frederiksberg Politi af flere omgange, Københavns Vestegns Politi i otte år, Bagmandspolitiet og Nordsjællands Politi. Han har stået i spidsen for efterforskningen af utallige, ofte højt profilerede, kriminalsager foruden at have varetaget overordnede opgaver på såvel operativt som strategisk niveau inden for ledelse, kommunikation, formidling og organisationsudvikling.

Hans Petter Hougen er professor i retsmedicin, dr.med., ph.d med over 30 års erfaring i retsmedicin på Retsmedicinsk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Medical Examiner Department, Miami, Florida og i talrige lande rundt om i verden, med et bredt interessefelt inden for faget med særligt fokus på skud- og eksplosionsskader samt anvendelse af retsmedicin i internationalt menneskerettighedsarbejde. Statsobducent i perioden 2004-2017.

Stine Bolther er forfatter og journalist, der siden 2002 har arbejdet med alt der har med blå blink og true crime at gøre. Som kriminalreporter på bl.a. Ekstra Bladet, Kanal5, TV2/Lorry og TV3 har hun fulgt de værste kriminalsager og personlige skæbner. I 2006 udkom hendes første bog, ’Drabschefen’ om Ove Dahl fra Københavns politi, og til september udkommer hendes seneste bog ”For barnets bedste” på Politikens forlag. Bogen er en krimi og det er den 10. bog Stine Bolther udgiver som forfatter. Hun er i øvrigt født og opvokset i Kalundborg.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0