AnnonceLuk annonce




Hvordan var det nu, det var?

10-11-2019

Der er fotoudstilling i Eskebjerg lørdag den 16. november. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 16. november er der fotoudstilling i Eskebjerg Forsamlingshus. En fotoudstilling om byen, som den var engang, og som byen er nu. 

Som mange andre landsbyer var Eskebjerg et sted med købmand, slagter, bager, barber og tøjbutikker. Der var også smed-, tømrer-, maler-, cykel- og maskinværksted. Der var et par banker og sågar en jernbanestation med posthus.

Intet af dette er der mere. I dag er der en Dagli’ Brugs, et bibliotek og en benzintank, hvilket er mere end, hvad mange andre små landsbyer har. Når folk mødes, snakkes der dog fortsat om fx ”huset over for slagteren” og specielt indflyttere forstår ikke, fordi der er jo ingen slagter i byen. Det bliver der nu rådet bod på. 

Med hjælp fra lokalhistorisk arkiv i Svebølle og et par fotointeresserede indbyggere, som også er medlemmer i Kalundborg Fotoklub, kommer Eskebjerg Beboerforening i samarbejde med Forsamlingshuset nu med en fotoudstilling med titlen “Eskebjerg før og nu".

På fotoudstillingen i Eskebjerg Forsamlingshus bliver der vist billeder fra gamle dage side om side med nye billeder af samme lokaliteter. Ydermere vil nogle af de mennesker, der kan huske tidligere tider, krydre udstillingen med fortællinger, bl.a. om jernbanen. Der vil samtidig være mulighed for en lille rundvisning, hvor især Forsamlingshusets sponsorer bl.a. vil kunne se de forbedringer, man har støttet huset med.

Fotoudstillingen foregår i Eskebjerg Forsamlingshus lørdag den 16. november kl. 10-16. Alle er velkomne – også folk uden for Eskebjerg.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0