AnnonceLuk annonce




Hverken kispus eller hasard.

18-09-2019

Læserbrev:

Hverken kispus eller hasard - Men fremtidige Regionsklinikker med kvalitet.

Der er ingen tvivl om, at vi skal arbejde for, at der kommer flere læger til Kalundborg. Der er bare heller ingen tvivl om, at det er rigtig vanskeligt at få læger til Kalundborg.

Det kan man jo se ud fra, at de læger som er gået på pension, og som har ønsket at afhænde deres praksis på vanlig måde ved salg, ikke har fundet nye købere.

Det er ærgerligt for lægerne - og det er ikke mindst ærgerligt og en udfordring for vores borgere.

Nu har vi fået Sundhedsministerens tilladelse til at oprette de såkaldte Regionsklinikker. Det giver os en mulighed for at prøve andre løsningsmuligheder af - og det er der brug for, når lægerne ikke kan afhænde deres praksis til en ny læge.

Der kan være mange grunde til, at det er svært at tiltrække nye læger til vores område. Nogle af dem kan være, at moderne læger har også familie, og at familien har etableret sig andre steder i landet.

Unge læger ønsker sig måske andre løsninger, end at have sin egen praksis, hvor de ud over deres kerneopgaver som læger, også skal ordne regnskaber, være arbejdsgiver, hyre og fyre andre personalegrupper etc etc. - for slet ikke at tale om, at de vil være i faglige miljøer, hvor der er mulighed for faglig sparring og at de kender deres arbejdstid, så de også kan have et familieliv ved siden af.

Så løsningen er ikke “bare” at finde et hus og “plukke” nogle læger at putte derind - det er mere kompliceret end som så - ellers havde vi allerede løst opgaven.

Med Regionsklinikkerne har vi nu en enestående mulighed for at etablere klikker på andre måder - hvor vi også kan benytte os af moderne teknologi, flere faggrupper og andet nytænkning.

Derfor er det vigtigt at vi samarbejder med såvel lægerne, som Region Sjælland (som har forsyningsspligten) og Kalundborg Kommune, så vi finder de rette løsninger for borgerne, på både kort og på langt sigt.

Der er nemlig ingen snuptagsløsninger, og vi må bede borgerne om lidt tålmodighed, så vi ikke “kun” finder en midlertidig løsning - men at vi finder en løsning med både kvalitet og udvikling for såvel borgerne, som de læger og andre medarbejdere som skal være i Regionsklinikkerne.

Kirsten Rask & Lars Kuhre Mortensen

Medlemmer af Ældre/Sundhedsudvalget i Kalundborg

Kirsten Rask er desuden medlem af Udvalg for det nære Sundhed i Region Sjælland.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0