AnnonceLuk annonce




Det ´usynlige´ arbejde

17-01-2017

Erik Møller, Kalundborg, arbejder på 'Børneevent 2018'. Privatfoto

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hver uge møder børn og frivillige op i de forskellige foreninger i kommunen for at lave nogle spændende og meningsfulde aktiviteter sammen. Og selv om de fleste har en forestilling om, hvad der foregår i de enkelte foreninger, er arbejdet i foreningen ofte usynligt for de, der ikke kender foreningen. Det mener Erik Møller, der står bag et nyt projekt –Børneevent 2018.

Erik Møller var på spejderkursus for nogle år siden, hvor han fik idéen til projektet om foreninger, som han lige så stille er gået i gang med. Han mener, at det er vigtigt at foreningerne præsenterer deres arbejde i hverdagen for børn og forældre uden for foreningen, og det har ført til planen om ’Børneevent 2018’.

”Den bedste måde at gøre det på, vil være, at børnene for lov til at møde op et sted og lave nogle aktiviteter, som foreningen har arrangeret. Det giver også børn og voksne mulighed for at møde dem, der er engageret i foreningen,” siger Erik Møller, der gennem mange år har arbejdet med økonomisk rådgivning og selv er bosat i Årby.

Det er kort sagt idéen bag Kalundborg Børneevent 2018. Samtidigt er det håbet, at det også bliver muligt at lave nogle aktiviteter, som foreningerne normalt ikke har mulighed for i det daglige, og at give medlemmerne en særlig oplevelse.

”Når det kun er et håb, er det fordi, at der skal midler til at lave et arrangement, der ikke kun kan skabe opmærksomhed om det frivillige børne- og ungearbejde her og nu, men også forhåbentligt er med til at løfte arbejdet på længere sigt. Et succesfuldt arrangement vil kræve opbakning fra foreningerne og erhvervslivet i kommunen, så dem skal jeg naturlig vis have kontakt med,” fortæller Erik Møller og fortsætter:

”Til dagligt er det altid store stævner, der er fokus på, hvorimod dagligdagen i foreningerne måske bliver lidt mere glemt. Selve konceptet er altså at fortælle, hvad foreningslivet egentlig er for en størrelse, men ikke kun til de store stævner i hallerne. Grunden til, at det er lavet som en blog er, at det giver mulighed for de enkelte foreninger at give kollektive meddelelser, der kan være med til at lette planlægning og koordinering. Initiativtageren vil dog også være glad for positive tilkendegivelser af enhver art,” siger Erik Møller.

Planlægningen går i gang, så snart den første sponsor har meldt sig på banen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0