AnnonceLuk annonce




Hunde døde efter mulig forgiftning

03-01-2019

Af Jens Nielsen

To hundeejere i Vinde Helsinge ved Gørlev har oplevet at deres hunde er faldet døde om samme dag, og er muligvis blevet forgiftet.

Imellem jul og nytår måtte Simon Jensen, Vinde Helsinge, sige farvel til sin kun to år gamle schæferhund, da den faldt om i bryggeset og døde, med opkast og blod ud af munden, det samme skete for Simons nabo, her døde en gammel labrador på samme måde.

"Hunden havde været syg i løbet af dagen, og til aften faldt han pludselig om med opkast og blod ud af munden," fortæller Simon Jensen.

Simon Jensen har også en ældre schæferhund og den havde også symptomer på forgiftning og blev kørt til dyrlæge, her blev den behandlet med modgift mod rottegift og har det i dag fint.

Det var dyrlæge Anne Torkelund fra St. Jørgensbjerg Dyreklinik i Kalundborg som behandlede Simon Jensens hund, og hun oplyser at hun har behandlet endnu en hund med samme symptomer, også fra Gørlev – Høng området.

”Jeg kan jo ikke sige at de er blevet forgiftet, det har jeg intet bevis for, men hundene havde de samme symptomer, men de har heldigvis begge overlevet," siger Anne Torkelund.

Simon Jensen har anmeldt episoden til Midt- og Vestsjællands Politi, og han mener der er en sammenhæng mellem at de to hunde falder døde om næsten samtidig, og et indbrud hos en anden nabo natten til fredag mellem jul og nytår.

”Her kører mange biler forbi, og der kan nemt været kastet noget ind til hundene med gift i. Vores hunde er såkaldte pladshunde som løber ude meget af tiden, og det virker mærkeligt at lige efter at hundene er døde, så er der indbrud hos vores anden nabo, det virker mistænkligt,” siger Simon Jensen, som opfordrer andre som har oplevet noget lignende til at kontakte Midt- og Vestsjællands Politi.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0