AnnonceLuk annonce




Hun er kendt for sin kreativitet i køkkenet

17-05-2019

Mia Reesen i sit nye store industrikøkken i Kærby. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De fleste kender hende for sin velsmagende og fantasifulde mad. Selvom Mia Reesen blot er 34 år, har hun faktisk allerede haft sin forretning i ti år, hvor hun har lavet mad, og hverken kreativiteten eller den gode smag fejler noget hos Mia Reesen. Boldene ryger da også stadig rundt i luften, da hun har gang i mange projekter. Præcis som hun plejer.

34-årig Mia Reesen har lige haft ti års jubilæum. Men det glemte hun faktisk, fordi hun havde så travlt med at lave mad. Men hun er meget taknemmelig for, at hun nu i ti år har kunne leve af det, hun elsker at lave, nemlig spændende og velsmagende mad.

”Tænk, at jeg lige har haft ti års jubilæum. Vi glemte det faktisk, fordi jeg har ligget vandret siden påske, og bare arbejdet hele tiden. Det er lidt pinligt, faktisk. Men det er altså fantastisk, at det er ti år siden, at jeg gik i gang med MR Køkken ude i Brokkebjerg. Sidenhen på Den Gamle Skole, og nu i mit eget industrikøkken, hvor jeg bor. Jeg er så dybt taknemmelig over, at Kalundborg har taget så godt imod mig,” siger Mia Reesen, mens hun er godt i gang med at lave mad til en konfirmation.

Hun startede op i Brokkebjerg i Kalundborg i sin tid, hvor hun var et års tid, derefter var hun på den Gamle Skole på Asnæs i otte år, og har nu det sidste års tid lavet mad fra sit nye 200 m2 store industrikøkken, som hun har fået bygget i Kærby, hvor hun selv bor sammen med sin mand og tre børn. 

Hele tiden nye idéer

Mie Reesen kom tilbage efter barsel i april, og har lige siden fået sat gang i rigtig mange ting, og hun er langt fra færdig. Idéerne flyver om ørerne på hende, for hun kan slet ikke lade være. 

”Jeg laver mad i mit dejlige store industrikøkken i Kærby, og det fungerer rigtig fint. Jeg har mange gode samarbejdsaftaler med folk herude, blandt andet Gaardhotellet, der ligger lige ved siden af. Derudover har jeg fået mange slotte og godser ind, og det er jeg rigtig glad for. Jeg har nok holdt lidt lav profil mht. at reklamere for mig selv, fordi jeg har været så heldig, at kunderne har husket mig gennem årene, og selv henvender sig. Det er jeg selvfølgelig meget taknemmelig for, men jeg vil da også gerne lige minde om, at jeg stadig er her til dem, der måske ikke helt er klar over, hvorvidt jeg stadig laver mad,” fortæller Mia Reesen.

Vil gerne holde selskaber

Koncept fra Brokkebjerg har da også udviklet sig meget siden dengang for ti år siden. Mie Reesen laver stadig mad, men det hele er blevet større, og udover at hun laver mad ud af huset, er planen faktisk også, at hun gerne vil have gården, hun bor på, sat helt i stand, så de kan bruge den, ligesom på Den Gamle Skole, hvor der var selskaber, konferencer osv.

”Jeg vil gerne have den kundekontakt, der er, når man fx kan tilbyde selskaber konferencer osv. Det er hyggeligt, og lidt anderledes fra at lave mad ud af huset. Begge dele skulle gerne kunne lade sig gøre, når gården bliver sat lidt mere i stand, og børnene er lidt større,” slutter hun.

Mia Reesen kan bl.a. kontaktes via Facebook på ’Mia Reesen Catering’.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0