AnnonceLuk annonce




Vejarbejde har kostet købmand 15 mio. kr. i omsætning

11-12-2019

Vejarbejde på Holbækvej i Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I forbindelse med det store renoveringsarbejde på dele af Holbækvej har trafikken været ensrettet siden 10. juli i år. Vejarbejdet skulle være færdigt den 1. december således, at trafikken igen kunne køre i begge retninger, men det er endnu ikke sket. Hvilket er til stor gene for bl.a. det lokale supermarked Meny, der har mistet 15 mio. kr. i omsætning.

Siden den 10. juli i år har Kalundborg Kommune og Kalundborg Forsyning været i gang med at renovere dele af Holbækvej i Kalundborg. Det har betydet, at Holbækvej har været ensrettet i retning ind mod byen siden juli. Der skulle dog have været åbnet op for trafik i begge retninger den 1. december, hvilket imidlertid ikke er sket, hvilket irriterer bl.a. flere forretningsdrivende. Købmand Michael Rasmussen og Peter Egebæk er i hvert fald godt trætte af situationen, da de har mistet omkring 15 mio. kr. i omsætning pga. vejarbejdet. De har derfor tilbudt at bidrage økonomisk til, at man bliver hurtigere færdige ved at lade folk arbejde i toholdsskift. Det vil kommunen imidlertid ikke være med til. 

”Jeg foreslog toholdsskift, men det har man ikke ønsket. Jeg foreslog også en fordeling af betalingen, hvor Meny også ville betale til, at det gik hurtigere, hvis man hyrede to hold, der arbejdede på skift, men det ønskede man heller ikke. Vi har tabt 15 mio. kr. i omsætning på vejarbejdet, men det er jo ikke kun os. Hele byen har tabt omsætning på det her, og nu hjælper det jo ikke ligefrem, hvis julehandlen også ryger. Det er jo ikke fordi, vi ikke er glade for, at man løfter området, men det er bare træls, at det skal tage så lang tid,” siger Michael Rasmussen, der dog påpeger, at det heldigvis nu er blevet lettere at komme til og fra bl.a. deres supermarked på Holbækvej til trods for, at vejarbejdet endnu ikke er færdigt. 

Michel van der Linden, der er direktør i Kalundborg Kommune, kan godt forstå, at det er træls for de mennesker og virksomheder, der er ramt af vejarbejdet, men han mener samtidig, at man har forsøgt at gøre tingene på den mest hensigtsmæssige måde, og derfor har man også hele tiden været i dialog med alle, der bliver påvirket af vejarbejdet.

”Som altid, når man planlægger, sker der noget uforudset. Det sker i alle projekter. Det her projekt har faktisk været mere besværligt end, hvad vi havde regnet med. Derudover er vi i et område, hvor der bor en masse mennesker, så der skal også være balance i, hvad vi kan gøre, uden at genere folk for meget. Bor man i området, synes man måske ikke det er så fantastisk, at der arbejdes i døgndrift, og derudover er det jo også et samarbejde med Kalundborg Forsyning. Men vi har hele tiden været i dialog med alle, der bliver påvirket, herunder også Meny, fordi vi selvfølgelig ved, at når man har to vejarbejde-projekter, der ligger meget centralt i byen, vil det påvirke mange mennesker. Vi er også helt klar på, at byen er påvirket. Det har vi vidst fra begyndelsen, men her tænker jeg nu mest dem, der er direkte koblet til Holbækvej. Jeg synes faktisk, at midtbyen er forholdsvis let at komme til. Men derudover er der jo også mange, der har sagt, at vejene ser forfærdelige ud og mangler cykelstier osv., og det skal jo laves på et tidspunkt,” siger Michel van der Linden.

Den 20. december åbnes der for kørsel i begge retninger

Den 20. dec. åbnes der igen op for trafik i begge retninger på Holbækvej. Det endelige asfaltarbejde vil dog, som hele tiden planlagt, først foregå i foråret, og området vil derfor fremstå lidt ufærdigt. 

”Det bliver nok til marts, at vi kan lægge asfalten, så indtil da vil der vil være høje kantstene osv. Derefter kommer de mindre ting med beplantning, torontoanlæg og LED lys til slut,” fortæller Jan Krause, der er projektleder ved Vej & Park i Kalundborg Kommune.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0