AnnonceLuk annonce




Hør det sidste nye om vikingerne ved Tissø

11-04-2017

Kongsgården ved Tissø - gennem 500 år tilholdssted for magtfulde vikingekonger.

Spændende foredrag på Fugledegård om vikingetidens kult og ritualer.

Der er gjort tusindvis af fund fra vikingetiden ved Tissø. En del af dem er blandt de allervigtigste spor efter vikingerne - og der bliver hele tiden gjort nye fund.

Når der tirsdag den 25. april kl. 16.30 holdes foredrag i Store Fuglede på formidlingscenter Fugledegård ved Tissø, får tilhørerne lejlighed til at høre helt nyt om vikingetidens kult og ritualer.

Det er Tissø Vikingemarked, der byder til foredrag med forskningsassistent cand. mag. Josefine Franck Bican fra Nationalmuseet, og der er gratis entré for alle interesserede.

Forskningsprojektet »Førkristne kultpladser« har de seneste år foretaget nye undersøgelser på den kongelige residens ved Tissø fra årene 550-1050 for at afdække kulten.

I foredraget, der er et led i »Forskningens Døgn«, fortælles om de nyeste forskningsresultater fra pladsen. Tissø er et eksempel på, hvorledes en konge har manifesteret sin magt på samme sted i en 500 år lang periode. Nationalmuseet har siden 1995 foretaget arkæologiske undersøgelser ved Tissø. Pladsen er den bedst undersøgte af sin art i Nordeuropa.

I foredraget fortælles om de spektakulære bygningskomplekser og de aktiviteter, der har fundet sted med fokus på magt og kult. Her får man meget at vide om den elitære magts symbolarkitektur og virke.

Omkring 12.000 detektorfund vidner om stedets betydning, blandt andet ses fine smykker af høj kvalitet, herunder med motiver fra den nordiske mytologi.

Det mest berømte fund fra området er den næsten to kilo tunge guldring, Tissø-ringen, der er det største eksisterende guldfund i Danmark.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0