AnnonceLuk annonce




Højst 20 km til en COVID-19 test

03-02-2021

Modelfoto.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Region Sjælland har tilpasset sin testplan, så den matcher de krav og behov, de nationale myndigheder har udstukket. Den nye plan imødekommer samtidig de ønsker og behov, der er i netop Region Sjælland – det gælder bl.a. en garanti om højest 20 kilometer til en test for COVID-19.

Højest 20 kilometer til en test for COVID-19 i Region Sjælland. Det er ét af elementerne i den nye plan for testområdet, som Region Sjælland har udarbejdet i tæt samarbejde med de nationale myndigheder og kommunerne i regionen. Planen tager samtidig hensyn til de behov, regionens virksomheder har

Planen skal sikre fleksibe og effektiv testning tæt på regionens borgere. Let og lige adgang for alle. Det er en samfundsopgave som parterne - region, kommuner og virksomheder – vil løfte i fællesskab.

Oprustning af testkapaciteten 

Med samlet 29.000 test om dagen opruster Region Sjælland og kommunerne sammen kampen mod COVID-19. Derfor kan regionens borgere nu se frem til ikke at have længere end 20 kilometer til et teststed.

Let adgang til test og hurtige svar er en nøglefaktor i kampen mod COVID-19. Jo hurtigere, vi kan finde dem, der er smittet med COVID-19, jo mere effektivt kan vi stoppe en smittekæde. Derfor gør vi det mere tilgængeligt, ved at tilbyde enten PCR eller kviktest inden for 20 kilometer,” siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Planen for testområdet består af faste testcentre og teststeder med enten PCR eller kviktest, mobile testenheder og egentest i kommunerne, hvor personalet oplæres til at udføre en test. Testcentre og -steder bliver fordelt over hele regionen. Testcentrene har stor kapacitet og kan håndtere mange borgere hver dag. Teststederne har mindre kapacitet, og har åbent på hverdage eller udvalgte dage. Åbningstiderne imødekommer de forskellige befolkningsgruppers behov.

Skal være fleksibelt og effektivt

Planen for test vil løbende blive tilpasset til myndighedernes krav på testområdet, for at kontrollere og inddæmme smittespredningen. Her gør de forskellige tilbud det muligt at tilpasse testindsatsen til de lokale fysiske forhold og sætte ekstra hårdt ind de steder, hvor der er store smitteudbrud eller et ekstraordinært behov for at tilbyde test.

”Test tæt på dig. Sammen med kommunerne har vi skabt sammenhæng i testindsatsen, så borgerne ikke skal tænke over, hvad regionen og hvad kommunerne har ansvar for. Set fra borgernes synspunkt skal det bare fungere - være fleksibelt og effektivt. Vi har i fællesskab med kommunerne arbejdet på at finde sammenhængende løsninger, som tilgodeser borgerne i hele regionen,” siger Heino Knudsen og fortsætter: ”Det er vigtigt for os, at man har nem adgang til enten PCR- eller kviktest, siger Heino Knudsen.”

Testcentre og -steder suppleres af mobile testenheder, som blandt andet skal bruges på kommunale arbejdspladser og private virksomheder. Det er kommunerne, der står for planlægningen af test af kommunalt personale og beboere på institutioner.

De mobile testenheder bruges også til at tilbyde test hos private virksomheder, ligesom det lige nu også er inde i overvejelserne at tilbyde oplæring, så virksomhederne har mulighed for at teste personalet med egentest. Kommunerne og regionen arbejder desuden på, at udvide ordningen med egentest af personale og beboere, som lige nu gælder for en række kommunale institutioner.

Fakta

Med den nye testplan vil der være 6 testcentre og 16 teststeder (PCR), 6 testcentre og 8 teststeder (kviktest), 2 teststeder ved grænsen (Kun for ind- og udrejsende) i Region Sjælland og samlet 56 mobile enheder. Med den nuværende kapacitet kan der udføres 29.000 test om dagen.

Du kan læse mere om test for COVID-19 i Region Sjælland på www.regionsjaelland.dk/covid19


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0