AnnonceLuk annonce




Novo sitet fylder 50 år

08-11-2019

Mandag den 11. november fejrer Novo Nordisk, Novozymes og NNE 50-års jubilæum i Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mandag den 11. november fejrer Novo Nordisk, Novozymes og NNE 50-års jubilæum i Kalundborg. Statsminister Mette Frederiksen besøger i denne anledning virksomhederne, og taler ved et lukket reception om eftermiddagen.

Statsminister Mette Frederiksen er med til at fejre Novo Nordisk, Novozymes og NNE 50-års jubilæum i Kalundborg mandag den 11. november. Milepælen markeres ved en lukket reception kl. 14 -16.30 i Kalundborg. Udover statsministeren deltager også tillidsrepræsentanter fra Novo Nordisk og Novozymes, repræsentanter fra industrien, naboer repræsenteret ved boligforeninger, lokale uddannelsesinstitutioner samt øvrige eksterne samarbejdspartnere til virksomhederne. Ydermere vil Huxi Bach levere et underholdende indslag ”50 års engagement i Kalundborg.”

”For 50 år siden var det blot en bar mark uden for Kalundborg. I dag udgør det Danmarks største koncentration af bioteknologisk produktion med aktiviteter fra Novo Nordisk, Novozymes og NNE”. At virksomhederne i dag kan fejre 50 års tilstedeværelse i Kalundborg er et stykke dansk industrihistorie,” siger Michael Hallgren, Produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg.

Jesper Haugaard, direktør for den danske produktion i Novozymes uddyber: ”Det hele startede i november 1969, hvor den første enzymfabrik blev indviet. Det blev grundstenen til den nu 1.200.000 m2 store produktionsfacilitet, der i dag er arbejdsplads for mere end 4.000 medarbejdere og hjemsted for bl.a. verdens største enzymproduktion samt verdens største insulinproduktion.”

Lokalt med internationalt perspektiv

På verdensplan modtager mere end 28 mio. patienter diabetes-medicin, der produceres i Kalundborg, hvilket svarer til 50 % af verdens insulinproduktion. Novozymes biologiske løsninger bliver brugt i en lang række produkter som fx vaskemiddel, og i 2020 forventer firmaet at nå seks milliarder mennesker over hele kloden med dets løsninger. 

Produktionsfaciliteten er kendetegnet ved kontinuerlig udvikling, vækst og investeringer. Desuden investeres der i disse år i grøn omstilling på tværs af industrien i Kalundborg. Ikke mindst i regi af Kalundborg Symbiose, hvor restprodukt fra en virksomhed bliver til en ressource i en anden til gavn for miljøet.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0