AnnonceLuk annonce




Udendørs hjertestarter kan redde flere liv

01-11-2015

I Tømmeruphallen er hjertestarteren nu placeret udendørs. Foto Jens Nielsen

Af Jens Nielsen jens@tv-kalndborg.dk

Bestyrelsen for Tømmeruphallen har besluttet at flytte deres hjertestarter fra forhallen og ud i det fri.

En hjertestarter kan redde liv og efterhånden er der opsat en hjertestarter rigtigt mange steder, både i foreninger, idrætsklubber og firmaer, men fælles for de fleste hjertestartere er, at de sidder indendørs og på den måde ikke er tilgængelig døgnet rundt.

Tømmeruphallen har også en hjertestarter, og siden opsætningen for to år siden har den været placeret i forhallen indendørs, men det er der nu lavet om på.

”Vi ville nødig stå i den situation af der var brug for hjertestarteren – men den var låst inde i forhallen. Så håber vi til gengæld de lokale vil være med til at passe på hjertestarteren, så den altid er klar til brug og ikke bruges til leg”, siger bestyrelsesformand i Tømmeruphallen Walther Bak.

Tømmeruphallens hjertestarter er nu placeret udendørs, lige til højre for indgangspartiet.

”Mange af de personer, der var med til at tage de første spadestik til Tømmeruphallen er nu nået en alder hvor de netop kan blive udsat for problemer med hjertet. Så føles det godt at kunne tilbyde en hjertestarter, hvor der er direkte adgang hele året. På den måde er det lige som hallen har mulighed for at give noget tilbage til det lokalsamfund, vi er en del af” siger Walther Bak. Og han fortsætter: ”Vi har lavet en aftale med vores lokale brugs om at sætte et skilt op med henvisning til hjertestarteren. I vores lille lokalsamfund er det i brugsen man mødes under indkøbsturen. Så er det også der beskeden vil blive set af mange, så hjerterne kan blive ved med at banke for Tømmeruphallen.”

På hjemmesiden Hjertestarter.dk kan man se hvor og hvordan alle hjertestartere er placeret, de hjertestartere der er tilgængelige døgnet rundt er særlig markeret. Der kan ligeledes hentes en app til telefonen. Det er Trygfonden der står bag såvel hjemmeside som app.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0