AnnonceLuk annonce




Hjælp til unge

20-11-2020

Kalundborg Kommune indleder nyt samarbejde med Headspace. Arkivfoto: Jens Nielsen.

kontakt@tv-kalundborg.dk

I starten af næste år slår Det Sociale Netværk Headspace Danmark dørene op til et nyt Headspace-center i Kalundborg. Centeret bliver det andet center i Vestsjælland efter at Headspace Slagelse åbnede tidligere på året. 

Mange steder i landet har Headspace held til at nå de unge, som ikke af sig selv opsøger de kommunale tilbud. I forbindelse med nogle af forløbene i Headspace bliver der brobygget til kommunale eller til andre relevante tilbud i lokalområdet. Dermed hjælpes flere unge tidligere.

”Vi har længe ønsket at åbne i Kalundborg, og kan næsten ikke vente med at åbne for børn og unge i Kalundborg Kommune. Ved at bruge Headspace som et supplement til de øvrige tilbud, når vi bredere ud, og får fat på langt flere unge, inden de måske bliver så syge, at de skal have egentlig behandling,” siger stifter af og protektor for foreningen Det Sociale Netværk, Poul Nyrup Rasmussen.

At headspace nu kommer til Kalundborg, glæder også Kalundborgs borgmester Martin Damm (V):

”Headspace bliver et rigtigt godt supplement til de eksisterende tilbud i Kalundborg Kommune målrettet sårbare børn og unge, og jeg ser meget frem til samarbejdet. Jeg håber, at vi gennem samarbejdet med Headspace kan nå endnu flere unge, som har udfordringer med at fastholde tilknytningen til enten arbejde eller uddannelse,” siger han.

Samarbejdet med Kalundborg Kommune betyder bl.a., at kommunen vil have medarbejdere fysisk til stede i Headspace Kalundborg. De kommunale medarbejdere sikrer brobygning og vidensdeling mellem Headspace og de offentlige tilbud. Ingen andre civilsamfundstilbud har som Headspace kommunale og regionale medarbejdere integreret i den daglige drift over hele landet.

Hvis man er interesseret i at blive ungerådgiver eller frivillig i Headspace Kalundborg, kan man kontakte centerchef Mette Truesen på: mt@headspace.dk.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0