AnnonceLuk annonce




Historisk kommunalbestyrelses møde

30-04-2020

Martin Damm styrede onsdagens kommunalbestyrelsesmøde fra sit kontor på rådhuset, hvor han var i online forbindelse med de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer. 

Af Jens Nielsen

For første gang nogensinde blev onsdagens kommunalbestyrelsesmøde afholdt online, dvs. alle 27 medlemmer sad hver for sig, mens borgmester Martin Damm (V) styrede slagets gang fra sit kontor.

På grund af forsamlingsforbuddet blev marts måneds kommunalbestyrelsesmøde aflyst, men sagerne havde efterhånden hobet sig op, og det var derfor nødvendigt at afholde aprilmødet.

Onsdagens møde blev afviklet gennem mødeplatformen Zoom, hvor enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer havde taget imod tilbuddet om at sidde på enkeltmandskontorer på rådhuset, mens resten af kommunalbestyrelsen sad hjemme og kunne deltage i debatten. Kalundborg Kommunes direktører og it-supportere var ligeledes samlet på rådhuset, men på hver deres kontor. Og med hele 60 punkter på dagsordenen, blev mødet hele 3,5 time langt.

”Rent teknisk, så fungerede det udemærket, men det er jo en anden måde at holde møde på når man ikke kan se hinanden. Det fungerer rigtigt godt til møder der mere er ekspeditionssager, men skal man have sådan mere politiske temadrøftelser og tungere sager, så er det altså godt at være sammen, man får en anden debat når man kan se hinanden i øjnene,” sagde borgmester Martin Damm efter mødet.

Hvis forsamlingsforbuddet stadig er gældende sidst i maj måned, vil det næste kommunalbestyrelsesmøde også blive afviklet online.

”Det er jo vigtigt at kommunen ikke lige pludselig bliver en hæmsko og en stopklods for sagsbehandlingen,” siger Martin Damm.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0