Helt ny krolfbane skal lokke endnu flere til sporten
En helt ny Krolf bane indvies i Svebølle d. 2. maj. Privatfoto
En ny krolfbane i Svebølle skal lokke flere fra Kalundborg Kommune til den populære sport. Banen indvies d. 2. maj med komsammen, hvor alle er velkomne til at prøve sporten og den nye bane.
Krolf er blevet populært i Svebølle – faktisk så populært, at Kalundborg Kommune nu i samarbejde med Dansk Arbejder Idrætsforbund anlægger en ny bane, så endnu flere kan komme i gang med sporten.
”Vi vil gerne have dem i gang, som ikke kan få tiden til at gå som seniorer”, siger Niels Kristiansen, der er ansvarlig for krolf i Svebølle Aktivitetscenter.
Der ligger allerede én bane i området, men der er så mange spillere, at der er blevet brug for én mere.
”Jeg tror, at spillerne kommer for hyggen. Jeg tror de alle sammen dyrker noget konkurrence i det, men den bunder ikke særligt dybt. Vi starter altid med at spille, holder pause og drikker kaffe og spiller videre og drikker så kaffe igen og snakker om det. Jeg tror, at det er hyggen som trækker ved sporten”, siger Niels Kristiansen.
Banen bliver indviet d. 2. maj fra 10 til 13, hvor nye krolfspillere såvel nye som gamle kan komme og prøve banen ved Svebølle Aktivitetscenter Åvangen, Centervej 13, 4470 Svebølle.
Tilmelding foregår til frivillig@kalundborg.dk senest d. 25. april.
Hvad er Krolf?
Krolf er en krydsning - i vore dage måske nærmere en gensplejsning - af kroket og golf. Udstyret er fra kroket - princippet med at kuglen skal i et hul på færrest mulige slag er fra golf. Man tager altså kroketudstyret, smider buerne væk og laver nogle huller i plænen i stedet for.