AnnonceLuk annonce




Havnerenovering er løbet ind i problemer

28-01-2020

De store betonelementer, der skal udgøre højvandssikringen mod Vestre Havnevej er blevet fjernet igen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Arbejdet med at renovere kajen og etablere højvandssikring i den gamle Vesthavn i Kalundborg, er løbet ind i problemer, og den helt nye højvandsikring mod Vestre Havnevej er fjernet igen.

Først i oktober måned 2019 begyndte entreprenørfirmaet Munch Havne og Anlæg på anden del af etape 1 i det store renoveringsprojekt i Vesthavnen i Kalundborg, hvor der bliver lavet nye kajkanter og etableret højvandssikring.

Arbejdet er ellers skredet planmæssigt frem, og faktisk er projektet en hel måned foran tidsplanen, men nu er entreprenøren løbet ind i problemer, og alle de store betonelementer, som udgør højvandssikringen, mod Vestre Havnevej, er blevet fjernet igen.

”Lige omkring jul opdagede vi, at fire af de store betonelementer stod skævt, og ved at måle på resten, var der flere, som var ude af lod, og så er der jo stor risiko for, at de vil sætte sig endnu mere over tid,” fortæller havnefoged Michael Høy, og fortsætter:

”Det er rigtigt ærgerligt. Vi har taget jordbundsprøver på hele strækningen, det burde ikke kunne gå galt, men nu er det bare med at komme videre, og så er det rigtigt godt, at det bliver opdaget nu, og ikke når belægningen er færdig, og der var støbt betondæk. Det havde været tæt på forfærdeligt, men jeg tror stadig at tidsplanen holder.”

De store betonelementer var sat på opfyld uden for den gamle spunsvæg, men på grund af den gamle havbund sætter det opfyldte område sig, og derfor er det nu forfra. Det betondæk, der var støbt, og som elementerne stod på, er hugget op og et nyt skal støbes, derefter placeres betonelementerne en halv meter længere tilbage, så de står oven på den gamle spunsvæg.

Entreprenøren regner med, at der går 14 dage med den del af arbejdet.

Billedserie: Stor havnerenovering på meget lidt plads



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0