AnnonceLuk annonce




Film og rock i havneparken

15-05-2018

Fra venstre, Mogens Gotlob, Troels Køhl Hoby-Hansen, Cathrine Sinding, Annette Sønder Nielsen og Brian Sønder Andersen. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag den 29. juni begynder skolernes sommerferie, og Kino Den Blå Engel og Kalundborg Kommune fejrer i den anledning sommeren i havneparken i Kalundborg.

Fredag den 29. juni byder Kino Den Blå Engel, det lokale band ’Last To Know’ og Kalundborg Kommune på både film og musik i havneparken i Kalundborg. Med hjælp fra både Kalundborg Rock’er samt Troels Køhl Hoby-Hansen fra Troels A/S, der hjælper med lyd m.m., er det lykkedes at stable et arrangement på benene, hvor der ikke blot er film, men også musik, øl og grillpølser på programmet.

”Vi blev enige om, at den fredag, hvor alle skoler får ferie, er en god anledning til at holde et arrangement i havneparken. Og nu er det altså blevet til, at vi viser filmen Convoy, hvorefter der vil være musik på pladsen, i form af det lokale band 'Last To Know', frem til kl. 23,” fortæller Brian Sønder Andersen, der ejer Kino Den Blå Engel sammen med Anette Sønder Nielsen.

Spark dæk

Filmen 'Convoy', der i øvrigt har 40 års jubilæum i år, giver også anledning til, at man kan tage sin gamle bil med og parkere på parkeringspladsen ved havneparken, hvis man har lyst til at vise den frem og sparke dæk. Flere foreninger er allerede interesseret i arrangementet, og man håber på, at folk vil støtte op om idéen med bilerne.

”Det kunne jo være sjovt, hvis folk havde nogle gamle biler, amerikanerbiler eller hvad det nu måtte være, og tog dem med, så folk kunne se på dem om aftenen,” siger Brian Sønder Andersen.

Rock og sjove sange

Det bliver det lokale band ’Last To Know’, der spiller i havneparken lige umiddelbart efter filmen er slut. De spiller rockmusik frem til kl. 23. Inden filmen er der i øvrigt musik og en lidt anderledes form for stand up med Knastfil, der består af to fyre og deres guitarer.

Cathrine Sinding fra Kalundborg Kommune er glad for, at det er lykkedes at stable et arrangement på benene, hvor der sker lidt forskelligt.

”Det er jo netop det, vi gerne vil, indimellem i hvert fald, at samle flere målgrupper på én gang. Vi kommer også til at lave de mere smalle arrangementer henover sommeren, men helt klart også dem, der samler mange. Og så vil vi gerne, at hverdagen i havneparken også er i fokus, at folk bruger den,” siger hun og fortsætter: 

”Vi har meget på tegnebrættet, men idéen er jo også, at folk selv bruger havneparken, så kommunen ikke altid behøver at være inde over.”

Billetter til Kalundborg Rock’er 

Også Kalundborg Rock’er vil være repræsenteret ved arrangementet i havneparken den 29. juni, og vil lave en event, hvor man kan købe billetter til årets festival på Gisseløre, og samtidig har mulighed for at vinde attraktive præmier. Derudover vil KGB sælge grillpølser, øl og vand til arrangementet.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0