AnnonceLuk annonce




Havde det svært i skolen – er nu udlært med et flot 12-tal

02-07-2021

En glad Mads Skou som har fået 12 til sin svendeprøve sammen med en lige så glad mester, Tom Johansen, indehaver af Urhøj i Gørlev. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Mads Skou er den gode historie om drengen som havde det svært i skolen og som nu står som udlært VVS og Energi specialist, med udmærkelser og et flot 12-tal.

Det var på ingen måde en succes at gå i skole for Mads Skou fra Gørlev, da han var 14 år gammel. En aftale om, at Mads en gang om ugen kunne komme og arbejde som arbejdsdreng hos VVS-firmaet Urhøj i Gørlev i stedet for at gå i skole, ændrede tilværelsen totalt for den unge mand.

Tom Johansen, indehaver af Urhøj, troede så meget på den unge mand, at han tilbød Mads en læreplads, og det har hverken mester eller lærling fortrudt, for i dag fredag er Mads Skou udlært som VVS og Energi specialist, endda med udmærkelse og et flot 12-tal i karakter, i øvrigt første gang i Urhøjs historie, at en lærling har bestået med så flot en karakter.

Mads Skou blev fejret sammen med alle kollegaerne fredag morgen i firmaet på Agertoften i Gørlev, hvor Tom Johansen holdt tale for den dygtige unge mand.

”Der er sket ekstremt meget siden du startede her som ny konfirmeret dreng, vi fik dig bl.a. på efterskole og så var der en læreplads til dig da du kom tilbage, og du er nok den eneste efterskoleelev som havde et svejseværk med i bagagen, men det viser at du godt kan lide at være håndværker,” sagde Tom Johansen, og fortsatte, ”Der var nok nogle skolelærere rundt omkring som skulle have oplevet din svendeprøve hvor du fik 12, lærere som ikke mente du havde de største chancer her i verden, men det fik du lige slået fast med syvtommer søm, at det havde du. Hvor der er vilje, er der vej.”

21-årige Mads Skou har altid interesseret sig for værktøj og har fra helt lille vidst, at han ville være håndværker.

”Da jeg var lille, fik jeg en stor træklods og en skruemaskine, og har altid haft noget værktøj i hånden, det har altid ligget helt naturligt til mig,” fortæller Mads Skou, som fortsætter som svend hos Urhøj.

”Jeg er utrolig glad for at være her, her er masser af gode kollegaer og en god stemning,” siger Mads, inden alle kollegaerne rejser sig og råber hurra for det flotte resultat.

Urhøj har yderligt to lærlinge, men har plads til endnu et ungt menneske som gerne vil i lære.

Mads Skou har udført sin svendeprøve på teknisk skole i Næstved hvor han skulle lave en gasfyrsinstallation, som altså rakte til et flot 12-tal.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0