AnnonceLuk annonce




Handelslivet vil inddrage foreningerne

09-11-2019

Guldsmed Glenn Swärd og Brian Sønder Andersen fra Kino Den Blå Engel, deler formandsposten i Vores Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I denne uge mødte de to nye formænd for handelsstandsforeningen Vores Kalundborg, for første gang efter generalforsamlingen, medlemmerne. De har flere ideer for fremtiden.

Guldsmed Glenn Swärd og Brian Sønder Andersen fra Kino Den Blå Engel deler formandskabet mellem sig i Vores Kalundborg. I denne uge mødte de så medlemmerne for første gang til et morgenmøde.

De to nye formænd har ingen planer om at lave de store revolutioner, men der kommer små ændringer hen ad vejen.

”Vi vil lægge op til det brede samarbejde med især andre foreninger, både sportsforeninger, men også en forening som Kalundborg Håndværkerforening, de er jo på en måde også en del af handelslivet i byen, vi vil gerne i dialog og høre hvad områdets mange foreninger kan byde ind med som kan blive til fælles glæde,” sagde Brian Sønder Andersen på mødet.

De to nye formænd har delt opgaverne imellem sig, så Glenn Swärd skal tage sig af butikkerne, mens Brian Sønder Andersen skal arbejde med den kulturelle del. Og faktisk er der allerede kontakt til Kalundborg Kommunes kulturelle afdeling, hvor Vores Kalundborg vil prøve at få et samarbejde med kommunen, bl.a. i forbindelse med de mange arrangementer i havneparken.

På medlemsmødet blev der endvidere oplyst at juletræstændingen i år foregår d. 22. november og søndag d. 15. december er der ’Jul i den gamle købstad’, hvor gågaderne vil ose af jul.

Gør dig unik eller dø

Med til mødet var også Anders Baagland fra Shop Sjælland, et online forretningskoncept. Anders Baagland fortalte om truslerne fra internethandelen i forhold til de fysiske butikker, og meldingen var klar, ”I skal gøre jer unikke, eller er i døde om få år,” sagde han. Anders Baagland havde en række gode ideer med til de handelsdrivende som de nu kan prøve af i deres forretninger.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0