AnnonceLuk annonce




En uhyggelig aftentur

27-10-2020

Familien Ejlersen fejrer Halloween i USA. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Sidsel og Michael Ejlersen flyttede til North Carolina, USA sammen med deres to børn tilbage i sommeren 2016, og boede der i tre år. De erfarede hurtigt, at Halloween er en højtid, som man i den grad fejrer i USA, og røg da også hurtigt med på bølgen. I dag bor de i Kalundborg, og har igen i år pyntet op i anledning af Halloween i den kommende weekend.

Går man en aftentur i denne uge og runder Gl Røsnæsvej, kan det altså godt være, at man bliver en anelse forskrækket, når man passerer Sidsel og Michael Ejlersens hus. Det er nemlig pyntet op i bedste Halloween stil, og der er både skeletter, gravsteder, uhyggelige lyde og lys samt røgkanoner i haven.

”I USA går de helt vildt op i Halloween, og vi syntes, det var skægt, så vi røg med på den. Vi pyntede vores hus, ligesom alle andre i villakvarteret, hvor vi boede, og klædte os oven i købet ud sammen med børnene,” fortæller Sidsel Ejlersen, og fortsætter: ”Efter at vi er kommet tilbage til Danmark, er det ikke så vildt længere, men vi synes stadig, at det er sjovt, så vi har pyntet op i år selv om, der ikke er mange, der gør det i Danmark, men så får vi da lidt Halloween stemning her. I USA var der hundredevis af børn, der gik rundt i villakvartererne, og jeg kunne da godt lidt håbe på, at lidt flere børn ville gøre det samme i Danmark. Nu er det dog anderledes i år grundet corona, men næste år kunne man håbe, at flere var med på den. 

Halloween

Den 31. oktober er det Halloween. Det er oprindeligt en amerikansk skik, der er kommet til Danmark, hvor den er blevet taget godt imod hos børn og barnlige sjæle, der gerne vil klædes ud, og gå fra dør til dør og sige siger "slik eller ballade" (trick or treat), hvilket vil sige, at de driller, hvis de ikke får slik.

Oprindeligt var Halloween en keltisk skik, som fejrede sommerens afslutning, og at høsten var i hus. Festen symboliserede, at man nu gik den mørke tid i møde, og ifølge overtro var det denne ene aften muligt for de døde at færdes blandt de levende. Man skar derfor lygter ud i roer og græskar, som kunne lyse og holde de døde væk. Senere tog kirken skikken til sig og tilegnede den alle helgener – heraf navnet ’All Hallows Eve’, der betyder allehelgensaften.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0