AnnonceLuk annonce




Hårdt arbejde og gode medarbejdere er vejen til succes

03-10-2018

Vognmand Peter Obel med sine tre Gazelle priser. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Obel Transport i Kalundborg er for tredje år i træk hædret med en Gazelle-pris fra Dagbladet Børsen.

Kalundborgvirksomheden Obel Transport på Juelsmindevej i Kalundborg, er for tredje år i træk blevet hædret med en Gazelle-pris fra Dagbladet Børsen.

En Gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år. 

Vognmand Peter Obel er ikke i tvivl om, hvorfor virksomheden har succes.

”Succes kommer kun af hårdt arbejde og dygtige engagerede medarbejdere,” siger Kalundborg vognmanden.

Obel Transport har hver dag mellem 25 og 30 lastbiler på gaden, de 16 er firmaets egne, resten er ind lejede vognmænd, og selv om det er en stor virksomhed sidder Peter Obel tit selv bag rattet i en af de store lastbiler.

”Jeg har det rigtigt godt bag rattet, og så er det vigtigt, at jeg selv kommer ud til kunderne. Jeg ved, hvad vi kan tilbyde og det giver jævnligt flere opgaver til eksisterende kunder,” fortæller Peter Obel.

Obel Transport har spredt aktiviteterne over mange områder, lige fra kørsel med farligt gods og restprodukter fra industrien i store moderne rustfri tankbiler, til gylletransport, kranbiler, kørsel til bygge og anlægsbranchen og så råder firmaet over 50 containere som udlejes til private og erhverv.

”Vi er, som en gammeldags vognmandsforretning, hvor man skal kunne det hele. I starten satsede vi meget på bygge og anlægsbranchen, men da krisen kom i 2008 begyndte vi at køre for industrien, og siden er det gået stærkt og firmaet er vokset,” fortæller Peter Obel, som med rette er stolt over at blive hædret med Gazelle prisen for tredje år i træk.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0