AnnonceLuk annonce




Håndværkere: Et af de travleste år nogensinde

15-06-2021

Tømrermester Allan Abkjær, formand for Kalundborg Håndværkerforening. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

2020 har været et af de travleste år i byggeriet nogensinde, og det har givet udslag i prisstigninger på byggematerialer som ikke er set før. Det kom frem på generalforsamlingen i Kalundborg Håndværkerforening.

Kalundborg Håndværkerforening har netop afholdt deres årlige generalforsamling, og her kunne formand for foreningen, tømrermester Allan Abkjær, fortælle, at der er stor travlhed blandt medlemmerne, men også, at der lige nu opleves prisstigninger på byggematerialer som ikke er set før.

Jeg tror nok det forgange år, har været et, hvis ikke det travleste år i byggeriet i mange år, selv i årene før finanskrisen i 2008 mindes jeg ikke denne form for tempo i byggeriet.

Jeg møder ikke virksomheder som siger, at de kunne da godt lige bruge et projekt i ordrebogen, de fleste håndværksmestre render rundt med et lidt jaget udtryk i øjnene, da telefonen er rødglødende med nye forespørgsler.

Denne iver for at få bygget, som jo ikke bare er i lille Danmark men overalt på kloden, har givet udslag i prisstigninger på byggematerialer som ikke er set før, vi snakker helt op til 100 % stigninger i indkøbspriser og problemer med leveringstider på materialer, som vi har været vant til at vi kunne få fra dag til dag,” sagde Allan Abkjær bl.a. i sin formandsberetning.

De store prisstigninger gør det svært for håndværksmestrene at give et tilbud som holder mere end en måned frem i tiden.

”Jeg kan godt frygte lidt at udfordringerne med materialerne kan komme til at virke hæmmende for denne ellers meget positive udvikling,” sagde Allan Abkjær.

Der er lige nu mange store byggeprojekter i gang rundt om i kommunen, hvor mange lokale håndværkere er involveret, og det glæder formanden.

”Hvis vi kigger lidt rundt i Kommunen, ser vi også er der er gang i en del større projekter, det virker som om Kommunen har sparet op og at det nu er tid til investeringer i skoler, institutioner og veje, Det er i den forbindelse rart at se, at der er en del lokale håndværkere på pladserne. Det vidner om at Kommunen er blevet bedre til at udbyde projekterne så de lokale kan være med,” sagde Håndværkerforenings formand.

Kalundborg Håndværkerforening har fået syv nye medlemmer i årets løb og har nu 141 medlemmer.

Efter generalforsamlingen, som blev afholdt på Kalundborg Vandrerhjem, var havnedirektør Bent Rasmussen inviteret til at fortælle om udviklingen på Kalundborg Havn.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0