AnnonceLuk annonce




H. C. Andersen Art Center et skridt nærmere drømmen

28-05-2021

Filialdirektør for Sparekassen Sjælland-Fyn, Klaus Koksby Hansen, her sammen med Susanne Weihe, der står i spidsen for det store H. C. Andersen projekt. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den selvejende institution som arbejder på at etablere et H. C. Andersen Art Center på Lerchenborg, er kommet skridt nærmere drømmen. Fredag var der indkaldt til workshop ligesom Sparekassen Sjælland Fonden var forbi med en donation.

Siden 2018 er der blevet arbejdet med at etablere et H. C. Andersen Art Center i en af udlængerne på Lerchenborg Gods.

For mange lyder det som et meget vildt projekt, men det er ganske vist, den selvejende institution H. C. Andersen Art Center har lejet de lokaler på Lerchenborg Gods, der tidligere bl.a. husede det populære julemarked.

Og nu er det ambitiøse projekt kommet et skridt nærmere drømmen. Der er nu blevet tilsluttet er arkitektfirma som fredag på en workshop som blev afholdt på Lerchenborg, kunne præsentere planerne for hvordan bygninger og udstillingslokaler kan komme til at se ud.

Det var billedhugger Stine Ring Hansen der gav Susanne Weihe, der til dagligt handler med kunst, ideen til H. C. Andersen Art Center.

Og på dagens workshop blev en buste af H. C. Andersen afsløret, fremstillet af netop Stine Ring Hansen, og støttet med en donation fra Sparekassen Sjælland Fonden. I den anledning var filialdirektør for Sparekassen Sjælland-Fyn, Klaus Koksby Hansen og bestyrelsesmedlem i fonden, Kjeld Christensen, forbi workshoppen.

”Vi har jo fået lov til at være med i projektet helt fra start, og vi har endnu engang fået lov til at være lidt med, bl.a. til en udstilling som skal indgå i det store Lundbye projekt, og helt særligt er der blevet lavet en buste af H. C. Andersen, som vi har fået lov til at donere et beløb til,” sagde Klaus Koksby Hansen i forbindelse med fredagens workshop på Lerchenborg.

Busten af H. C. Andersen skal på et tidspunkt støbes i bronze og stå i foyeren til udstillingslokalerne på Lerchenborg.

”Vi har både indretnings- og bygningsarkitekter nu, så vi er i gang med at lave tegninger, og dagens workshop går bl.a. ud på, at vi skal have noget materiale klar til fondsansøgninger så vi kan komme i gang med at stemme dørklokker,” fortæller Susanne Weihe, der står i spidsen for det store H. C. Andersen projekt.

H. C. Andersen Art Center henvender sig til et internationalt publikum, og Visit Danmark bakker også op om idéen, og kan se muligheder, ikke mindst fordi ca. 200.000 turister fra Kina hvert år gæster Danmark, og de er alle meget interesseret i den danske forfatter.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0