AnnonceLuk annonce




Grundejerforening har samlet ind til to hjertestartere

03-11-2018

Den ene af de to nye hjertestartere er sat op hos Tommy Jensen, til venstre, her sammen med formand for Aarby- lyngs grundejerforening, Palle lykke Jensen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Aarby- lyngs grundejerforening har samlet penge ind til to hjertestartere og er på den måde med til at redde liv.

Bestyrelsen i Aarby- lyngs grundejerforening har været rundt til samtlige 430 husstande i Engvejs kvarteret og Lyngparken for at samle penge ind til to hjertestartere.

Tilsammen er der blevet samlet 42.000 kr. ind og nu har grundejerforeningen så købt og opsat to hjertestartere, en på Hedevej 9 og en på Lyngparken 88, og på den måde er grundejerforeningen med til at redde liv.

De to nye hjertestartere er tilgængelige 24 timer i døgnet og tilmeldt hjemmesiden hjertestarter.dk.

”Der er 430 husstande, men der er kun 130 som er medlem af grundejerforeningen, derfor har vi været rundt for at alle kunne være med til at støtte det gode projekt, og der har faktisk været god opbakning, nogle har givet 100 kr. andre 400 kr mens enkelte har givet helt op til 1000 kr., og så har vi fået hjælp fra flere lokale firmaer, og vi har også afholdt et marked hvor vi tjente lidt penge som er gået til hjertestarterne,” fortæller Palle lykke Jensen, formand for Aarby- lyngs grundejerforening.

De to hjertestartere er sat op hos to forskellige borgere, bl.a. hos Tommy Jensen som bor Lyngparken 88, her er hjertestarteren sat op på carporten, tæt på vejen, så den er synlig døgnets 24 timer.

”Der skal bare være hjertestartere alle steder i dag, så om den hænger hos mig eller inde hos naboen er ligegyldigt, den kommer aldrig til at genere mig, og kan jeg være med til at redde et liv så har jeg det fint med det,” siger Tommy Jensen.

På hjemmesiden www.hjertestrater.dk vil man altid kunne finde nærmeste hjertestarter, samt se om den er tilgængelig alle døgnets 24 timer.

I Danmark er der hvert år mere end 3.500 personer, som falder om med et hjertestop uden for hospitalet. Deres chance for at overleve afhænger af, at der er mennesker tilstede, som kan og tør yde livreddende førstehjælp. Selv om chancerne for at overleve er blevet bedre i de senere år, er det stadig kun 10 til 12 procent, der overlever et hjertestop. Med en hjertestarter i nærheden, stiger overlevelsesprocenten markant, helt op til 70 procent ville kunne overleve et hjertestop.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0