AnnonceLuk annonce




Grøn omstilling vil blive dyrere for nogle

16-07-2019

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I foråret kunne TV-Kalundborg.dk berette om, at fjernvarmen i Kalundborg bliver meget mere grøn, og at Kalundborg faktisk bliver en af de mest grønne byer i Danmark. Men det betyder samtidig, at det er nødvendigt at ændre prisstrukturen på fjernvarme, og det får konsekvenser for en hel del boligejere.

800.000 tons CO2 eller udledningen fra 400.000 biler om året. Det er den mængde CO2, som Kalundborg vil spare naturen for, når Asnæsværket ombygges, og der ikke længere forbrændes kul, men i stedet bæredygtig træflis. Stort set alle borgere er glade for den grønne omstilling, og vil også gerne betale lidt ekstra, hvis det er, hvad der skal til, men Kalundborg Forsyning meldte faktisk ud i marts, at det ikke betyder højere varmeregninger generelt – tværtimod vil de fleste få billigere fjernvarme. Men deres beregninger viser også, at 4 ud af 10 skal betale mere.

Prisstruktur ændres for kunderne

Kalundborg Forsyning forklarede tilbage i marts 2019, at de skal investere 400 mio. kr. i den grønne omstilling af Asnæsværket. Penge som skal lånes og betales i år, og derefter afdrages de næste 20 år. Det medfører derfor højere faste omkostninger for Kalundborg Forsyning. Derfor er det nødvendigt for Kalundborg Forsyning at ændre prisstrukturen for forbrugerne, så en større del af regningen udgøres af faste bidrag. Derudover indføres et såkaldt belastningsbidrag, som skal motivere forbrugere med defekte eller forkert indstillede fjernvarmeanlæg til at reparere eller udskifte disse, så der ikke skal produceres en masse unødig fjernvarme. 

”Det betyder dog ikke generelt en højere varmeregning. Tværtimod vil prisændringerne medføre, at 6 ud af 10 ejendomme i Kalundborg får billigere fjernvarme. De fleste af dem vil typisk kunne spare op til 1.500 kr. om året. 4 ud af 10 får en højere varmeregning, dog typisk under 1.000 kr. årligt. Mange vil kunne imødegå evt. prisstigninger ved fx at indstille fjernvarmeanlægget korrekt og i visse tilfælde ved at reparere eller udskifte defekte dele eller anlæg,” skrev Kalundborg Forsyning i en pressemeddelelse i marts 2019.

Mindre besparelser for den sparsommelige

Tonny Larsen, der bor i Kalundborg er en af de kunder, der undrer sig over måden, hvorpå Forsyningen får regnestykket til udgifterne til at gå op. Han har, ligesom mange andre, for nylig modtaget brev fra Kalundborg Forsyning, det skal forklare ham, hvorfor hans varmeregning stiger med ca. 8 % næste år.

”De begyndte meget godt i deres brev. ”Kære Tonny, vi skal have grøn energi i Kalundborg, og hvad kan du gøre for at få en lavere regning.” Hvor godt, tænker jeg, og de har min interesse. ”Værket er slidt, og forældet, der skal investeres det koster penge.” Ja, det lyder jo også rimeligt nok, intet er som bekendt gratis. Men nu falder mit blik så på sætningen “ændring i prisstrukturen” hvad er nu det? Det har i hvert fald ikke noget at gøre med, at den, der forbruger varmen også skal betale den. Det faste bidrag pr. kvm bolig næsten fordobles fra 27,50 kr. pr. kvm til 48,75. Med andre ord, uanset hvor godt du har isoleret din bolig, eller hvor meget du sparer på varmen, så vil den største del af din varmeudgift til næste år ikke have noget som helst med dit forbrug at gøre, kun med hvor mange kvm bolig, du har at fryse på, for at optimerer dit anlæg vil langt fra være nok til at kompenserer for den ekstra udgift pr. bolig i denne ændring af prisstrukturen,” fortæller Tonny Larsen, og fortsætter:

”Huset, de bruger som eksempel er på 130 m2, det forbruger 18,1 Mwh og det køler med de 25 grader, som forsyningen bruger som en standard for, hvad de gerne vil have at anlægget som minimum køler. Denne husstand skal falde 7% = 1000kr. Min husstand er 145 m2, så jeg ”boltrer” mig på 15 m2 mere. Jeg forbruger, 11 Mwh, altså ca. 35% mindre energi. Mit anlæg køler 8 grader bedre end, hvad der er forsyningens oplæg til en standard, og det giver mig en ’flinkedukse-rabat’ på 326 kr. Men ikke desto mindre gør de 15 m2, at jeg ikke falder 7% og 1.000 kr., men i stedet stiger 7% og 1.000 kr. Jeg siger ikke, at det ikke må koste mere at få grøn energi, men jeg mener, det er uartigt at placere regningen for det hos isoleret 40% af brugerne, og så samtidig lægge udgiften af en prisnedsættelse for 60% af kunderne over på de samme 40%, som skal betale for omstillingen,” siger han, og understreger, at han gerne vil betale mere for grøn energi, men at han synes, at det bør gøres på en mere fair måde.

Tradition for variable andel i Kalundborg

Anne E. Jensen (V), der er formand for bestyrelsen i Kalundborg Forsyning forstår godt, at man kan være ærgerlig over, at den faste takst er blevet højere, og den variable takst lavere, men det er lovgivningsbestemt, og en nødvendighed for Kalundborg Forsyning.

”Men spørgsmålet om variable og fast takst er ikke noget Kalundborg Forsyning har bestemt, men noget, der er bestemt af lovgivningen. Man får mere glæde af at spare, når en større del af de faste udgifter er variable, end hvis de er faste. Den nye model virker til ugunst for dem, der faktisk sparer. Men der har motivationsfaktoren været vores forsøg på at hjælpe til at motivere til at spare, om det så er nok, kan man være uenig om. Ligeledes har der altid været en tradition i Kalundborg for, at man kørte med meget stor variable andel. Det er noget, folk er vant til, og det ændrer vi nu. Derudover må vi også, når vi har meget store faste udgifter, køre de faste udgifter videre, ellers bliver der ubalance i vores økonomiske forhold,” forklarer hun.

  • Det faste bidrag stiger fra 27,50 kr. til 48,75 kr.
  • Den variable takst falder fra 750 kr. til 540 kr.
  • Den nye prisstruktur forventes at træde i kraft d. 1. januar 2020.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0