AnnonceLuk annonce




Grillfest og sponsorcykling ved Brugsen i Raklev

25-08-2019

Der plejer at være nærmest sydlandsk stemning når der afholdes grillfest og sponsorcykling ved Brugsen i Raklev. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Dagli’Brugsen Raklev inviterer deres kunder til grillfest på fredag eftermiddag d. 30. august, opbakningen plejer at være stor til arrangementet, og samtidig vil en kvinde og fire mænd fra RGI cykle penge ind til RGI’s Fodboldafdeling.

Vejrudsigten lover rimeligt sommervejr på fredag, det perfekte udgangspunkt for en god grillfest, og det er lige netop grillfest som uddeler i Dagli’Brugsen Raklev, Kirsten Halskov Andersen, sammen med personalet og butiksrådet, inviterer kunderne på, nu den kommende fredag i tidsrummet mellem kl. 16 og 20.

Det er 9. år i træk at det store telt sættes op på parkeringspladsen ved Dagli’Brugsen i Raklev, for at de mange gæster kan sidde ned og nyde den lækre grillmad, der i år består af tyndstegsfilet, pølser og kartoffelsalat, som kan købes for et beskedent beløb. Billetsalget til grillfesten er startet.

I år bliver det Erik Elmelund og Ib Johnsen som sørger for den musikalske underholdning i teltet.

Dagli’Brugsens aktive butiksråd er også klar i forretningen med smagsprøver, bl.a. på rosevin fra Dyrehøj Vingård, lige som der er en lang række af gode tilbud i butikken. Så er der lagt op til en hyggelig eftermiddag og aften i Dagli’Brugsen i Raklev.

RGI sponsorcykling

Samtidig med den store grillfest, arrangerer fodboldafdelingen i RGI et sponsorcykling arrangement, hvor en kvinde og fire mænd i en hel time tramper i pedalerne på spinning cykler, for at samle penge ind til fodboldafdelingen i RGI.

Målet er at hver cykelrytter skal nå at køre 40 km. på en time, for at få få den størst mulige støtte fra de 41 sponsorer der er lavet aftale med.

De syv cykelryttere som stiller op med gode ben er, Hanne Kondrup, Michael da Silva, Lars Kjærgaard, Kim Strange og Flemming Grandjean.

Som indpisker til cykelrytterne og til at informere publikum om arrangementet, har RGI lavet en aftale med DJ Henrik Andersen, som vil gøre sit til, at alle rytterne når at cykle mindst 40 kilometer.

Så der er al mulig grund til at møde op ved Dagli’Brugsen i Raklev på fredag, det bliver noget af en fest.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0