AnnonceLuk annonce




Gourmetoplevelse på Café Dyrehøj 

23-09-2018

Bettina Newberry og Tina Thrysøe. Foto: Gitte Korsgaard

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag den 18. oktober holder Café Dyrehøj gourmetaften på Dyrehøj Vingaard. Caféen har haft åben siden pinse i år, og de har haft en fantastisk sæson med mange gæster. 

Det bliver en aften med lækker mad og en masse forskellige vine. Der vil blive fortalt om vinene samt om høsten og vingården til gourmetaftenen. Tina Thrysøe, der ejer firmaet fra Chili til Safran, og som også har forpagtet Café Dyrehøj, står for arrangementet sammen med Bettina Newberry, der er vinbonde på Dyrehøj Vingaard.

”Vi er bare så glade for, hvor godt der er blevet taget imod os. I går havde vi 148 til frokost. Det er da fantastisk, og vi glæder os til at servere noget lækker mad og vin til gourmet aftenen,” siger Tina Thrysøe.

Også Bettina Newberry, der er vinbonde på Dyrehøj Vingaard, glæder sig over succesen, ligesom hun glæder sig til at fortælle en masse om vingården og høsten til gourmetaftenen.

”Vi fortæller selvfølgelig en masse om selve vingården, om høsten og om vinen, vi serverer den aften, det bliver super hyggeligt,” siger Bettina Newberry.

Udover gourmetaftenen, der altså ligger i efterårsferien har Café Dyrehøj og Dyrehøj Vingaard mange forskellig arrangementer på programmet. Bl.a. er der gratis æblepresning på vingården lørdag den 13. oktober, hvor caféen også holder åben, og der er selvfølgelig også julemarked på vingården, som altid.

Dagens Ret om mandagen

Fra den 1. oktober vil man hver mandag fra kl. 17 kunne få serveret dagens ret på Café Dyrehøj. Man kan se, hvad dagens ret er på både Dyrehøj Vingaards og Fra Chili til Safrans Facebookside. Dagens ret vil blive serveret som buffet, og den første gang, som er den 1. oktober, vil der blive serveret flæskesteg med rødkål, hvide kartofler og sauce.

Mange muligheder

Men udover at man kan komme forbi og spise lækker mad i weekenden, som det er nu, ligesom man kan leje stedet til arrangementer, stor som små, dog min. 12 pers. 

”Man kan altid booke sig ind her, dog min. 12 personer, men det gælder også hverdage og fx om morgenen. Det kan være firmaarrangementer eller fest. Alt er muligt. Det er også muligt at få en kok ud i sit private hjem en lørdag aften,” fortæller Tina Thrysøe.

Tina Thrysøe er også lærer på Skolen På Herredsåsen i Kalundborg udover, at hun altså driver Café Dyrehøj og sit firma Fra Chili Til Safran, som er mad ud af huset. 

”Jeg har nok at se til, men jeg kan lide det hele, og jeg har min datter ansat på fuld tid, så hun kan være der, når jeg ikke kan. Begge mine døtre er uddannet kokke, og vi har bl.a. prøvet os lidt med, at man også kan få en kok ud en lørdag aften fx, hvis man har gæster. Det bliver der mere af, da det ser ud til at fungere ret godt,” fortæller hun og fortsætter:

”Vi skal også lave kokkeskole. Til at begynde med bliver det Bøf Bearnaise, og så kan en gruppe komme og lære at lave det fra bunden, og selvfølgelig spise det bagefter og få noget god vin til.”

Revy åbner sæson

Til marts begynder revyen igen, hvilket åbner sæsonen efter julens strabadser. 

”Så har Café Dyrehøj også snart 1 års fødselsdag, og det skal jo også fejres. Der er hele tiden noget,” siger Tina Thrysøe og smiler. 

Menu, gourmet aften, Café Dyrehøj

  • Ret 1: Skindstegt multe med glaskål, brombær og persillepuré
  • Ret 2: Græskarsuppe med jomfruhummer, grøn olie og krydderurter
  • Ret 3: Langtidsstegt svineskank med glace, kartoffelfondant, svampe, variation af løg og jordskokkechips
  • Ret 4: 2 slags ost med portvinsmarineret valnødder, æblekompot med chilli, og knækbrød
  • Ret 5: Variation af blommer med nøddecrunch og vaniljeparfait

Der serveres brød til de to første retter

Tilmelding til Gourmetaftenen

Gourmet aftenen er torsdag den 18. oktober kl. 18 på Café Dyrehøj, der ligger på Dyrehøj Vingaard på Røsnæs. Man kan tilmelde sig gourmet aftenen på Dyrehøj Vingaards hjemmeside, hvor pris også er angivet.

Åbningstider Café Dyrehøj:

  • Frem til efterårsferien i weekenderne
  • Hele uge 42 (efterårsferie)
  • Fra den 1. oktober hver mandag frem til jul kl. 17


Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0