AnnonceLuk annonce




Gourmet julemenu på den gamle kro

30-11-2020

Der er pyntet flot op til jul i den gamle krostue på Reersø Kro. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der er pyntet flot op til jul på Reersø Kro, hvor der bl.a. serveres en 5-retters gourmet julemenu.

Reersø Kro har en historie, der går mere 340 år tilbage og har været familiedrevet i 3 generationer. Lige nu er det Jens Reinhard Nielsen som står ved kødgryderne.

Coronapandemien har selvfølgelig også været hård ved Reersø Kro, som ved resten af den branche, men alligevel er indehaver af Reersø Kro, Jens Reinhard Nielsen, tilfreds.

”Selvfølgelig kan vi mærke det, alle vores selskaber og store julefrokoster er væk, men vi har stort set fuldt hus i restauranten i weekenden, og så har vi fået en ny erhvervskunde hvor vi hver dag leverer 150 madpakker, så vi skal nok komme igennem krisen, det er jeg helt sikker på,” siger Jens Reinhard Nielsen, mens han serverer for et af de mange borde i restauranten.

På Reersø Kro er der mulighed for at nyde en juleplatte eller en stor juleanretning, også ud af huset, men i år har Jens Nielsen også sat en 5-retters gourmet julemenu på menukortet, bestående af kammuslinger i egen skal med appelsinmarinerede æbler, lunt brød og smør, ​Pighvar stegt i afklaret smør serveret med julesalat, Variation over and med blommesovs på kanel, syltede bøgehatte og stegte jordskokker, Mont D´or – den ikoniske franske juleost – serveret med råsyltede tranebær og hjemmebagte kiks og en Risalamande kage på bund af marcipan til dessert.

Gourmetmenuen serveres til og med d. 20. december og kan også leveres ud af huset.

Nytårsaftens menu 2020

Efter Dronningens nytårstale er tiden inde til at sætte sig til bords i gode venners og families lag og nyde årets sidste middag. Reersø Kro har, traditionen tro, sammensat en udsøgt 3-retters menu, der er lige til at gå til - brugsvejledning medfølger.

Dette års nytårs menu består af Tuntatar med krydderurtesalat, lunt brød og smør, ​​Kalvemørbrad med kastanjepuré, stegte jordskokker, kartoffelfondant og sauce bordelaise og ​Chokoladetærte med youghurtis til dessert.

Nytårsmenuen skal forudbestilles senest d. 29. december.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0