AnnonceLuk annonce




Godt i gang på den nye uddannelse

04-11-2020

Der er indrettet en demo-stue med hospitalssenge, simulationsdukker og andet velfærdsteknologisk udstyr i lokalet på Allikelund Gymnasium i Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard  gitte@tv-kalundborg.dk

I august 2020 åbnede en helt ny SOSU-uddannelse på Allikelund Gymnasium i Kalundborg. Her er det muligt at tage grundforløb 2, og det har rigtig mange valgt at gøre. 

Kalundborg kommune og ZBC har indgået en aftale om at styrke uddannelsesmulighederne inden for erhvervsuddannelserne på social- og sundhedsområdet i Kalundborg. Hovedelementerne i samarbejdet består dels af ZBC’ udbud af grundforløb 2 rettet mod SOSU uddannelserne og dels af Kalundborg Kommunes uddannelsesgaranti, der er rettet mod elever, der er uddannelsesparate og vurderes kvalificerede til ansættelse på grundforløb 2.

Det er ZBC, der udbyder uddannelsen i samarbejde med EUC Nordvestsjælland, hvis lokaler på Allikelund er hjemsted for det nye grundforløb. Planen er, at der fremadrettet skal være både sommer- og vinteroptag på grundforløb 2. Derudover åbner man op for grundforløb 1 til august således, at unge nu kan tage uddannelsen direkte fra 9. eller 10. klasse.

”Vi gik i luften med 29 elever på grundforløb 2 den 17. august 2020 på Allikelund Gymnasium, hvor vi lejer lokaler, og bl.a. har indrettet en demo-stue med hospitalssenge, simulationsdukker og andet velfærdsteknologisk udstyr. 20 af de nu 28 elever har en uddannelsesaftale med Kalundborg Kommune, der har været os en god samarbejdspartner,” fortæller uddannelseschef ved ZBC, Susanne Marstal, og slutter: ”Vi er glade for at være kommet til byen, og vi glæder os ligeledes til skoleåret 21/22 hvor vi, i samarbejde med EUC Nordvestsjælland, vil udbyde grundforløb 1, til de elever der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, og som ønsker at uddanne sig inden for SOSU uddannelserne.”


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0