AnnonceLuk annonce




Godt 100.000 kr. til det gode formål

14-06-2021

Fighterne går til Stafet For Livet 2021. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag var 11 hold i Kalundborg tilmeldt Stafet For Livet, hvor de samlede penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Målsætningen lød på 50.000 kr., men der kom mere end 100.000 kr. ind til det gode formål.

Til trods for, at COVID-19 har spændt ben for mange ting, herunder også hvorledes, man kan afholde Stafet For Livet, lykkedes det alligevel at samle godt 100.000 kr. ind til det gode formål - nemlig Kræftens Bekæmpelse.

Der var i alt 11 hold, der på forskellig vis samlede penge ind, og som deltog i Stafet For Livet. I alt deltog omkring 300 mennesker, herunder 18 fightere, der enten er i eller har overlevet et cancerforløb.

”Vi havde en målsætning, der hed 50.000 kr., og det blev til mere end det dobbelte. Det skyldes både sponsorerne samt alle de privatpersoner, der deltog. De var alle meget kreative mht., hvordan de samlede penge ind. Vi, i styregruppen, var rundt og besøge de forskellige hold rundt omkring, og jeg må sige, at vi er imponeret,” siger Ole Lauritzen, der er formand for styregruppen Stafet For Livet Kalundborg.

Lysten til at hjælpe er stor

Formanden tror, at den flotte indsats og det store indsamlede beløb skyldes, at folk er mere hjemme grundet COVID-19 samt, at man stadig gerne vil hjælpe selv om, at det har været et svært halvandet år for langt de fleste mennesker.

”Til trods for, at sponsorerne har lidt under nedlukningen, har det ikke skærpet på lysten til at hjælpe andre. Vi er målløse over det resultat, vi har opnået, og nu glæder vi os til opstartsmøde til august for Stafet For Livet 2022, hvor vi forhåbentlig kan lave det, som de tidligere år, hvor man samles i Munkesøen,” fortæller Ole Lauritzen, og fortsætter: ”Der er ingen tvivl om, at folk har hygget sig i år, men de savner, og det gør vi også i styregruppen, det fællesskab og den stemning, der er i Munkesøen, når vi alle er samlet dernede.”

5 Tårns Heroes, der har været med hvert år, var et af de store hold til Stafet For Livet 2021, og det lykkedes dem at samle 29.550 kr. til det gode formål efter at have gået og løbet over 1000 km.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0