AnnonceLuk annonce




God interesse for at blive det største talent

05-03-2019

Af Jens Nielsen

JUVI Klubben i Kalundborg afholder talentkonkurrence nu på torsdag, d. 7. marts. 11 deltagere har tilmeldt sig konkurrencen. Der er præmier for 6000 kr. til deling mellem de tre bedste.

De fleste kender tv-programmerne X-factor og Danmark har talent, men der er helt sikkert også talenter i Kalundborg Kommune, og dem vil JUVI klubben i Bredgade, Kalundborg, gerne sætte fokus på.

Nu på torsdag har 11 deltagere tilmeldt sig talentkonkurrencen i JUVI-Klubben, hvor der er start kl. 19 i lokalerne i Bredgade, og senere på aftenen kan vinderen af ’Kalundborg har talent’ så kåres, når de tre dommere, Claus Topp, Eddie Brunholt og Steen Fafner, har voteret.

”Blandt de 11 deltagere er både sangere, guitarspil, cirkusartisteri, dans og showtegning,” fortæller Richard Poulsen, mangeårig leder af JUVI-Klubben.

Den yngste deltager som er tilmeldt er bare fem år, mens den ældste er 20 år. Der er hele 3000 kr. til vinderen, 2000 kr. til nr. 2 og 1000 kr. til nr. 3.

Konkurrencen er blevet til i samarbejde med Kuturelt Kvindeforum på Klosterparkvej.

Talentkonkurrencen er en årligt tilbagevendende begivenhed, og JUVI-Klubben stiller lydanlæg til rådighed for dem som skal optræde.

Publikum er velkommen til at overvære talentkonkurrencen, for bare 25 kr. i entre kan man blive underholdt en hel aften.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0