AnnonceLuk annonce




Glem nu ikke vores børn.

09-09-2020

Læserbrev: Glem nu ikke vores børn

Kære kommunalbestyrelse.

Vi vil gerne have jeres opmærksomhed igen. Midt i denne Corona-tid tror vi, at I har glemt hvem der skal bære Kalundborg videre i fremtiden.
I 2025 skal minimumsnormeringerne være fuldt indfaset. I nogle kommuner vil normeringerne allerede være et mål for 2022, men i Kalundborg er vi langt fra. Desværre, for vi vil vel gerne være en attraktiv kommune også for børnefamilier?? 
Kommunen får 3,6 mio. kr. af staten som er øremærket til at løfte normeringerne, men i indeværende budgetår sparede kommunen 1,35 mio. kr. Kunne disse penge ikke have været brugt til bedre normeringer?
Det er tydeligt, at Kalundborg stadig ligger i bunden hvad angår normeringer. Ud fra Danmarks Statistiks normeringsopgørelse fra sidste år viste den at i vuggestuen var der 1:3,8 og 1:7,7 i børnehaven. Dette er tal på papir. Vi ved alle, både os der afleverer vores børn og jer der sidder med en mulighed for rent faktisk at gøre noget, at disse tal ikke er retvisende for den virkelighed børnene står i HVER dag. 

For at børnene skal kunne mærke en forbedring skal minimumsnormeringerne gælde på institutionsniveau og udregningsmodellen skal afspejle reelle normeringer dvs. voksne på gulvet, og ikke på papiret, som man i dag laver den nuværende udregning fra Danmarks Statistik.

Der er ingen tvivl om, at børnene har nydt godt af denne Corona-tid. Mere voksentid både derhjemme men også i dagtilbuddene da der blev åbnet op for det.
Nogle forældre er blevet inspireret til at gå hjemme, men størstedelen er vendt tilbage til en nogenlunde hverdag. Pædagogerne har endnu engang vist, at de kan omstille sig når situationen kræver det. Samtidig har de kunne få ro på børnene og haft lov til at udføre pædagogisk arbejde i stedet for brandslukning. Forældrene har til dels hjulpet med dette ved at flere forældre har haft mulighed for at holde deres børn hjemme, så normeringerne faktisk har været gode de første måneder efter åbningen. Vi har som forældre oplevet at der har været tid til nærvær i institutionerne. Hvorfor tage det fra dem, når alle kan se hvilken positiv effekt det har givet?

Vi kan og vil ikke vente til 2025. 
Hvordan kan det være, at børnene er de store tabere, når det er dem som skal være Kalundborgs fremtid?

På vegne af forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen i Kalundborg, Christina H. Jensen, Jeanette Wiberg Hansen og Nanna Jørgensen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0