AnnonceLuk annonce




Glæder sig vildt til at møde H.M. Dronningen

04-03-2020

9-årige Noah Bückner Schou, th, fra 3. klasse på Skolen på Herredsåsen, skal sammen med 10-årige Flora Olivia Rex Nissen, møde H.M. Dronningen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Noah Bückner Schou står bag det maleri som er udvalgt i Kalundborg Kommune, som gave til H.M. Dronningen i forbindelse med hendes 80-års dag. Noah glæder sig vildt til at skulle møde dronningen.

I forbindelse med H. M. Dronningens 80 års fødselsdag er der udskrevet en konkurrence blandt alle Kalundborg kommunes 3. klasser i forhold til et maleri med motiv af Dronning Margrethe og et vartegn fra kommunen.

En dommerkomite, bestående af formanden og næstformanden for Kultur og Fritidsudvalget samt Børn og Familieudvalget (Ole Glahn, Aase Due, Kristine Vesterskov Olsen og Karl-Åge Hornshøj Poulsen), havde 59 malerier at vælge imellem, og nu har de fundet vinderbilledet.

Maleriet er fremstillet af 9-årige Noah Bückner Schou fra 3. klasse på Skolen på Herredsåsen, og han er sammen med 10-årige Flora Olivia Rex Nissen, inviteret til en ceremoni på Christiansborg den 15. april, hvor H.M. Dronningen vil takke for de malerier hun modtager fra hele landet.

”Det er sindssygt, det bliver vildt spændende, det er stort,” siger Noah Bückner Schou, og forklarer hvordan han fik ideen til maleriet.

”Jeg tænkte at der var noget som skulle handle om den by vi bor i, og så tænkte jeg at en dronning skal have noget på hovedet, og så blev det kirken som en krone.”

To 3. klasses elever fra hver kommune – én dreng og én pige – skal deltage i ceremonien på Christiansborg, og det bliver klassekammeraten Flora Olivia Rex Nissen, som skal ledsage Noah.

Flora Olivia Rex Nissen har også lavet et maleri, men det blev Noah som vandt konkurrencen i Kalundborg. De to elever glæder sig til mødet med H.M. Dronningen, og skal fortælle resten af klassen om turen, når de kommer hjem igen.

Fakta:

Alle landets kommuner er blevet enige om at give Dronning Margrethe en fælles gave i anledning af hendes 80-års fødselsdag den 16. april 2020.
Gaven består i, at alle 98 kommuner bidrager hver med ét maleri lavet af elever i 3. klasse.
To 3. klasses elever fra hver kommune – én dreng og én pige – deltager i en ceremoni på Christiansborg Slot fra om morgenen til først på eftermiddagen den 15. april 2020, hvor dronningen ser malerierne sammen med børnene.
Hvert maleri skal indeholde frie fortolkninger af to motiver: Dronning Margrethe og ét vartegn fra kommunen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0