AnnonceLuk annonce




Glæde over at være tilbage

09-05-2021

Indehaver af Restaurant Gisseløre, Julie Kjærulff sammen med restaurantchef, Simon Wittrock. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Restaurant Gisseløre åbnede dørene, som så mange andre restauranter, den 21. april. Siden da er reservationskravet fjernet, og til trods for coronapas er det nu blevet lidt lettere for danskerne at gå ud og spise.

På den hyggelige restaurant på Gisseløre i Kalundborg er der atter dækket op til gæsterne, og det glæder restaurantchef Simon Wittrock, at de endelig kan arbejde igen, og ikke mindst, at gæsterne er så gode til at bakke op om restauranten.

”Det er tydeligt, at folk har savnet at gå ud, og vi har virkelig travlt i weekenden, hvilket er lidt tidligt på sæsonen, men det glæder vi os jo blot over. Onsdag er der endnu ikke så meget, men det er nu også meget typisk for sæsonen,” siger han, og fortsætter: ”Men vi ville klart have mere at lave, hvis coronapasset ikke havde været der. Vi mister de spontane gæster, og det er selvfølgelig ærgerligt. Men ellers husker de gæster, der har reserveret bord at have styr på coronapasset.”

Mange bookninger til arrangementer

”Vi kan godt mærke, at efter at der blev meldt lidt mere ud, og der kom en plan, at folk nu tør at booke til fest og lignende. Vi har haft rigtig mange bookninger den sidste uges tid, og det er alt lige fra de små selskaber til de større i juli og august. Da ingen havde noget at forholde sig til, turde ingen booke. Jeg hører dog desværre stadig folk, der er angste for, at de ikke kan komme ud af en evt. bookning, hvis vi bliver lukket ned igen, og sådan forholder det sig jo slet ikke. Folk skal igen turde at holde en fest, og det er der ikke noget at sige til. Men vi er positivt indstillet, og glæder os over, at vi igen kan få lov til at arbejde med det, vi kan lide at lave, og at der er mennesker i restauranten,” siger Simon Wittrock. 

Restaurant Gisseløre har åbent fra onsdag til søndag både til frokost og aften - udenfor såvel som indenfor. Udenfor behøver man ikke coronapas ligesom man heller ikke behøver købe mad for at nyde solen og kigge ud over havet fra den skønne terrasse på Gisseløre.

”Man må meget gerne komme forbi og nyde solen på vores terrasse og blot drikke et glas vin, en øl eller hvad man nu kunne få lyst til. Der er mange muligheder, og vi håber, at vejret snart bliver lidt varmere, så folk kan nyde vores terrasse lidt mere,” slutter Simon Wittrock.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0