AnnonceLuk annonce




Genkendelsens glæde

16-03-2017

Røsnæs Fyr. Foto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den 1. april åbner fyret på Røsnæs igen for sæsonen. Meget er det samme igen i år, til trods for et par nye tiltag, men ifølge Troels Birk Kristoffersen, der er formand for Røsnæs Udvikling- og Beboerforening, handler det netop også om genkendelsens glæde, når man besøger fyret på Røsnæs.

Sæsonen begynder den 1. april, hvor man igen kan besøge fyret på Røsnæsspidsen. Det er 6. sæson, og de foregående år har fyret været et yndet besøgssted for mange – unge som gamle, lokale som turister.

”Det er alle slags mennesker, der kommer og besøger os herude, og mange er folk, der vender tilbage år efter år, og det er vi glade for. Alt er som det plejer, og så alligevel ikke helt. Vi får lavet et nyt opholdssted, der er bygget ind i skrænten på selve spidsen af Røsnæs. Det bliver et sted, hvor man kan søge læ for vinden, og samtidig nyde den smukke udsigt. Det bliver det ene af tre nye landmarks,” siger Troels Birk Kristoffersen.

I løbet af efteråret etableres nemlig yderligere et landmark ved Vindekilde, og et ved udsigtsposten Vågehøj.

Åbningstiderne på det populære fyr bliver, som sidste år, åbent alle weekender og helligdage. Lørdag/søndag kl. 11 – 16, og hverdage fra kl. 11 -15. Det er igen i år Bo- og Vækstcenteret, der står for det i hverdagene, og frivillige i weekend- og helligdage.

”Vi sælger kaffe og kage, og har faktisk en ret pæn indtjening. Pengene går til nogle af de projekter, vi arbejder med herude. Så man kan sige, at de er med til at udvikle området herude,” siger Troels Birk Kristoffersen og fortsætter:

”Antallet af gæster afhænger selvfølgelig af vejret, men jeg vil tro, at vi over en hel sæson har besøg af omkring 20-30.000 mennesker. Over en weekend er der mellem 3-500 gæster. Jeg er dog ikke i tvivl om, at der kommer flere til, for der er rigtig meget at se på Røsnæs, og der kommer hele tiden mere."

Liv og glade dage på havnen

Bl.a. er Aktivitetshuset på Nyby Havn også meget populært. Her er der liv og glade dage både sommer og vinter, da mange vinterbader herfra. Til sommer er der havkajakker, der skal søsættes, dog skal man lige have lidt mere træning i det, inden man for alvor går i gang med projektet.

”Vi har flere, der træner i havkajakker i svømmehallen for øjeblikket, så mon ikke, at vi skal i gang snart. Vi har jo 13 havkajakker, men det er vigtigt, at de, der benytter dem, har lært at ro dem først, inden de slippes ud på det dybe vand så at sige,” siger Troels Birk Kristoffersen og fortsætter:

”Det ville også klart være en god idé at have et sted på havnen, hvor der blev solgt is mm., med al den aktivitet, der foregår der, men vi skal jo finde nogen, der har lyst."



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0