AnnonceLuk annonce




Geniale og bæredygtige vinmarksmedarbejdere

27-04-2019

Lise Barfod, her sammen Luna Kanding Fluegel, der er elev, og de mange nye 'vinmarksmedarbejdere'. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Barfod Vin på det yderste Røsnæs har sat 20 får ud i vinmarken, de skal bl.a. spare vin-ægteparret for 200 timers manuelt arbejde. Du kan støtte det gode projekt via Coop Crowdfunding.

Ægteparret Lise og Povl Barfod har netop sat 20 får ud i deres store vinmark på det yderste Røsnæs, her skal de bl.a. udføre arbejde med at holde græsset nede mellem de 14.000 vinstokke og samtidig sørge for at vindruerne får lys og luft.

”Bladene vokser jo ind over klaserne med druer, dem går vi så og fjerner manuelt for at give lys og luft til druerne, men det er arbejde som fårene kan udføre. Vi bruger omkring 200 timer om året på det arbejde,” fortæller Lise Barfod, og fortsætter,

”Man praktiserer det i New Zealand hvor 100 får går gennem en hektar på en dag, så her vil vores 20 får være 18 dage om at nå rundt på hele vinmarken.”

Fordi druerne er sure for fårene, spiser de kun bladene og er dermed de mest geniale og bæredygtige vinmarksmedarbejdere. De klipper græs, spreder gødning og sparer en masse traktorkørsel.

Fårene er af racen Romney, en britisk race som først er kommet til Danmark i 2017 og indtil Barfod Vin fik dem til Røsnæs, kun levede et sted i landet, men Lise og Povl fik lov til at købe 20 Romneyfår.

Projektet med får i vinmarken kan støttes via Coop Crowdfunding, som løber frem til d. 16. maj.

Forventer 10.000 flasker vin 

De første druer hos Barfod Vin blev høstet i efteråret 2017 og blev til 2500 flasker vin med hjælp fra vinmager Heinrich Hartl III fra Østrig.

Barfod Vin tilbyder to hvide vine (Solaris og Souvignier Gris) og én rosévin (Cabernet Cantor), hvor Solaris 2017 opnåede 5 flotte stjerner ud af 6, i Børsen Weekend.

2018 høsten forventes at blive omsat til lige omkring 10.000 flasker vin.

Lise og Povl Barfod delte smagsprøver ud af deres vine på den særlige kundeaften i Kvickly Kalundborg i denne uge, og høstede stor anderkendelse for deres vine.

Læs mere om Coop Crowdfunding projektet, klik her



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0