AnnonceLuk annonce




Genbrugsplads: Folk bliver lukket ind i hold

30-03-2020

Af Jens Nielsen

Genbrugspladserne i Kalundborg Kommune genåbner med adgangsregulering for både borgere og erhverv fra tirsdag den 31. marts indenfor normale åbningstider og -dage (dog ikke døgnåbent). Det betyder, at man vil kunne opleve kø, og at der vil være ventetid, når man kommer til genbrugspladsen.

ARGO, der driver genbrugspladserne i Kalundborg Kommune, vil allerede nu anbefale, at man kun kører på genbrugspladsen, hvis der er et uopsætteligt behov. Jo færre mennesker på genbrugspladsen, desto mindre er risikoen for smittespredning.

”Det her er ikke en invitation til at alle bare skal valfarte til genbrugspladsen tirsdag morgen, vi opfordrer til at man kun benytter muligheden, hvis man har et uopsætteligt behov, og så lader haveaffaldet ligge til en anden dag,” siger Rie Døllner, kommunikationsmedarbejder hos ARGO.

Der er ingen tvivl om at der bliver kø når genbrugspladserne åbner tirsdag, derfor er der også indkaldt ekstra medarbejdere til at styre trafikken, og politiet har lavet en vurdering af hvor mange biler/personer der må være på den enkelte genbrugsplads, derfor vil borgerne blive lukket ind i hold, oplyser ARGO, og henstiller endvidere til at der holdes afstand til hinanden og ikke mindst til medarbejderne.

”Der er ingen tvivl om den store udfordring er områderne ved pap og plasticcontainerne, her er der mange som skal aflevere genbrugsaffald, og det er her der skal tages ekstra hensyn, og vi ved at politiet vil holde et ekstra øje med genbrugspladserne, for at se om der holdes afstand og der ikke lukkes for mange ind,” siger Rie Døllner.

Derfor åbner genbrugspladserne igen

ARGO, har på baggrund at anbefaling fra Kommunernes Landsforening (KL), holdt genbrugspladserne lukket siden 13. marts for at hindre smittespredning med Coronavirus, dog med særadgang for erhverv.
Da nedlukningsperioden for den offentlige sektor er forlænget, og der kan opstå udfordringer med affald, der ophobes yderligere i samfundet, har KL ændret anbefalingen på grundlag af en vurdering fra Styrelsen for Patientsikkerhed således, at genbrugspladserne kan genåbnes dog med stram adgangsregulering, øget hygiejne og skiltning om afstand m.v.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0