AnnonceLuk annonce




Gamle dyder, nye tider

10-10-2020

Købmand Michael Skovgaard Rasmussen (tv) og Peter Egebæk gør en dyd ud af god service, og at det skal være hyggeligt for både kunder og personale at være i Meny Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De er ikke længere ”de nye i byen”, og de føler faktisk også, at de er kommet hjem. Fem år er der gået, siden Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen købte supermarkedet på Nørre Allé i Kalundborg, og omdannede et ældre og slidt supermarked til Meny Kalundborg. Supermarkedet, der på blot fem år er blevet til et sted med et væld af lækre varer på hylderne, plads til store armbevægelser, idéer og innovative tanker - og musik i højttalerne om lørdagen.

Hvis du hører en mand, der i højttaleren synger en linje af Tommy Seebachs "Krøller eller ej", er det nok købmand Michael Skovgaard Rasmussen, der med et glimt i øjet serverer lidt godt humør og giver anleding til mange smil en lørdag formiddag i Meny. Det hele skal nemlig ikke være så stift, og der skal være plads til smil og latter, hvis du spørger de to købmænd, Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen. De er begge fra en mindre provinsby i Jylland, men har boet i både Århus og København, før de landede i Kalundborg, som de i dag føler er ’hjemme’. Kalundborg blev deres hjem for godt fem år siden, og de har ikke fortrudt, at de valgte byen tilbage i 2015, hvor de åbnede Meny Kalundborg på Nørre Allé. 

Aldrig fortrudt Kalundborg

”Vi besluttede os for at købe supermarkedet, og samme dag, som vi overtog det tilbage i april 2015, flyttede vi også ind i vores nye hus i Kalundborg. Vi så huset på boligsiden, og var solgt, da vi fandt det. Vi bød, og så gik slaget sin gang, og vi blev kalundborgensereVi føler faktisk, at vi er kommet hjem, igen. Vi kom til Kalundborg fra København, men er jo oprindeligt begge fra mindre samfund i Jylland, hvor et smil bliver givet ud, og et smil kommer tilbage. I storbyerne er mange ofte meget fokuseret omkring sig selv, hvorimod herude i provinsen er man mere åben og imødekommende over for hinanden. Her er trygt og rart, og vi holder meget af at være her,” fortæller Peter.

De to, stort set altid smilende, købmænd føler, at de i høj grad er blevet taget godt imod af alle i Kalundborg, og de fortæller, at en del af det at bosætte sig et nyt sted jo netop er at få et godt netværk og ikke mindst gode venner. 

”Vi er blevet taget så godt imod over alt, det er helt fantastisk. Både af kunder, samarbejdspartnere og foreninger. Vi har derudover fået nogle gode nære venner. Det er jo også en del af det at bosætte sig et nyt sted,” er de to enige om.  

Fundet styrken i forskelligheden

Fra begyndelsen var det Peters drøm at købe et supermarked, og det var da også ham, der kørte Meny i den første tid, med sin bedre halvdel på sidelinjen. Michael havde nemlig også et tidskrævende job i København. Han fandt dog rimelig hurtig ud af, at han skulle være en del af teamet i Meny, og sagde sit job op.

”Vi har lært, at vi er meget forskellige, og har fundet styrkerne ved det. For dem er der masser af, men det kan også være svært. Vi har nu arbejdsmæssigt fordelt vores roller, Peter er salgsmand og jeg er driftsmand,” fortæller Michael, og bliver suppleret af Peter: ”Der er nu en tydelig struktur i vores organisation, og det er tydeligt for vores medarbejdere, hvilket gør det lettere for dem at vide, hvem de skal gå til med hvad. Sådan har det ikke været fra begyndelsen, men man lærer jo hele tiden.”

De to er heller ikke i tvivl om, at man hele tiden flytter sig som menneske, og at modstand gør stærkere. Der har været masser af udfordringer - også  ved at arbejde sammen, men også mange gode ting er kommet ud af det.

”Vi har en ild begge to, og det har givet gnister. Vi er begge passioneret for det, vi gør, men også meget forskellige. Michael er  ukuelig. For ham er det speederen i bund og derudad, hvor jeg mere er forsigtigt og stopper op. Men skulle jeg have drevet det her alene, var det ikke blevet, hvad det er i dag. Michael kom helt sikkert ind på det rigtige tidspunkt, ingen tvivl der,” fortæller Peter, og Michael smiler og følger op: ”Vi gør hver især, hvad vi er bedst til. Det, vi synes er sjovt. Men fra begyndelsen var det Peters drøm at have et supermarked, ikke min. Men jeg sagde mit job op og hoppede ombord, og der blev det også til min drøm.”

Kundernes fortjeneste

De to købmænd er også helt enige om, at det er kundernes fortjeneste, at Meny Kalundborg er, hvad den er i dag.

”Vi kan med stolthed sige, at Meny Kalundborg har udviklet sig som intet andet supermarked i hele Danmark, og det er kundernes fortjeneste. Vi har en opbakning, som ingen andre steder. Kunderne giver energi, og det er alle kundernes positive tilbagemeldinger og deres opbakning, der gør, at man har energi til at stå imod, når der er modgang,” siger Peter.

Michael er heller ikke i tvivl: ”Feedback fra kunderne er med til at forme forretningen. Det er vores job at lave en forretning, som de kan lide at komme i, ellers kommer de jo ikke. Kunderne i Kalundborg har jo sådan set skabt en af de største Meny butikker i Danmark.”

Med gode medarbejdere, når man langt

De to købmænd har også været velsignet med gode loyale medarbejdere, og det er de taknemmelige for.

”Vi har gode medarbejdere, der er loyale og dygtige til deres job. De har et ansvar herude. De kender rammerne, så de kan arbejde frit. Det er et solidt fundament,” siger Michael.

Gamle dyder, nye tider

For de to købmænd handler det om at skabe en butik, hvor alle føler sig velkomne, ligesom det skal være sjovt at gå på arbejde: ”Vi har hård konkurrence i form af dygtige konkurrenter i byen, og det gør, at man hele tiden skal være vågen og innovativ. Vi gør en dyd ud af god service, som i gamle dage i den lille lokale købmandsbutik, men ved også, at det er nye tider, og dem skal vi følge med, for ikke at blive hægtet af. Men vores mantra er klart, at det skal være sjovt at gå på arbejde.”

De to købmænd er også store sponsorer i byen, og bruger omkring 300.000 kr. om året i sponsorater, fordi de mener, at det er vigtigt at bidrage til lokalsamfundet: ”Vi vil gerne bidrage til lokalsamfundet, og derfor er det altid lokalt, når vi bruger penge. Man kan sige, at vi giver pengene tilbage."

Meny kæden har nu fem år på bagen, Meny Kalundborg har således været med fra den spæde begyndelse. Der er i dag 120 butikker landet over, hvoraf 2/3 er selvstændige ejer-drevet butikker.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0