AnnonceLuk annonce




Gå dig til en gratis hjertestarter

12-02-2020

Søndag den 3. maj kan man gå sig til en gratis hjertestarter sammen med Hjerteforeningen. Modelfoto.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Alle kan gå sig til en gratis hjertestarter, når Hjerteforeningen søndag 3. maj 2020 gentager succesen med Landsuddelingen. Ved den årlige dør-til-dør-indsamling går de indsamlede midler til at give danskerne hjertestartere. Fordi hjertestartere redder liv, og fordi hvert sekund tæller, når hjertet stopper

På baggrund af Landsuddelingen 2019 har Hjerteforeningen sat ca. 400 hjertestartere op i det ganske land. Det anslås, at Landsuddelingen derved kan tilskrives op mod 40 procent af alle de hjertestartere, der det seneste år er registreret i Danmark som døgntilgængelige. Det tal håber Hjerteforeningen at overgå i 2020.

”Vi ved, at hjertestartere redder liv, og vi ved, at hjertestartere skal være placeret tæt på det sted, hvor hjertestoppet finder sted, for at hjertestarteren bliver hentet og har effekt. Hver dag bliver 15 personer ramt af hjertestop uden for hospital – fædre, mødre, søskende, bedsteforældre, venner og kolleger. Mange af dem kan med en hurtig indsats reddes tilbage til et godt liv,” siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.

Konceptet for Landsuddelingen er enkelt: Saml en gruppe, der går mindst 15 indsamlingsruter. Derefter modtager gruppen en gratis hjertestarter, som gruppen selv beslutter placeringen af. Professionelt monteret i et varmeskab af en elektriker fra TS-gruppen. Og som noget nyt med ét års ServicePlus-aftale, så man ikke skal bekymre sig om overvågning af hjertestarteren, service og eventuelle reparationer.

Hjerteforeningen går forrest

Sidste år vendte Hjerteforeningen idéen om en landsindsamling på hovedet og gjorde den til en Landsuddeling. I år byder Hjerteforeningen også på nye tiltag – hele to af slagsen. Først og fremmest tilbyder Hjerteforeningen den helt nye ServicePlus-aftale, som indbefatter døgnovervågning af hjertestarterne, så eventuelle fejl opdages og udbedres med det samme.

”Hjertestartere giver ekstra tryghed, men kun hvis man ved, at hjertestarterne fungerer. Desværre er det ikke alle hjertestartere, der bliver holdt funktionsdygtige. Derfor har vi brugt kræfter på at udvikle en ny ServicePlus-aftale, som vi anser som et godt tilbud til alle dem, der har gået for en hjertestarter i 2019 og som går i 2020. Man behøver ikke at finde dankortet frem, for man kan i stedet gå sig til den ekstra sikkerhed,” siger Anne Kaltoft.

I første omgang bliver de hjertestartere, der sættes op som resultat af Hjerteforeningens Landsuddeling søndag 3. maj, omfattet af den nye ServicePlus-aftale. Også Zoll-hjertestartere fra sidste års Landsuddeling kan blive omfattet af aftalen.

Digital udvikling sparer penge

Hjerteforeningen går også forrest, når det gælder den digitale udvikling. Når der bliver ringet på døren ved Landsuddelingen 3. maj, kan man udelukkende støtte opsætningen af nye hjertestartere ved hjælp af Mobilepay og sms.

”Vi har besluttet at gøre Landsuddelingen kontantfri. Vi er klar over, at nogle måske vil blive irriterede over, at de ikke – som de plejer – kan putte en hundredekrone-seddel i et indsamlingshjerte. Men vi håber og tror på, at langt de fleste tager godt imod både indsamlerne og det nye tiltag. Især når de får forklaringen: At Hjerteforeningen kan spare op mod 500.000 kroner, som er omkostningen til at forsikre og håndtere de mange kontanter. Den halve million kroner vil vi hellere bruge på det gode formål, nemlig at sikre døgntilgængelige og funktionsdygtige hjertestartere til danskerne,” siger Anne Kaltoft.

Hvis de mange deltagere i Landsuddelingen samler mere ind, end der skal bruges til at uddele hjertestartere til grupperne, går det overskydende beløb til Giv Liv-projektet, der tilbyder gratis Hjerteredderkursus – 30 minutters intro i genoplivning til alle danskere. Indtil nu har flere end 70.000 modtaget det gratis kursus.

Fakta om landsuddelingen

Søndag den 3. maj 2020 afholder Hjerteforeningen for anden gang Landsuddeling. Alle kan starte en gruppe, og Hjerteforeningen giver hjertestartere til alle grupper, der tilsammen dækker mindst 15 indsamlingsruter den 3. maj. Man kan deltage i en gruppe med naboer, familie, kolleger, sportsklubben osv. Man behøver ikke gå i det lokalområde, hvor hjertestarteren skal hænge. En mormor kan fx gå en rute i Hanstholm, så der kan komme en hjertestarter op uden for barnebarnets badmintonklub i Hvidovre. Det tager ca. to timer at gå en rute. Man kan også støtte den gode sag uden at deltage i en gruppe.

Går man som gruppe 15 indsamlingsruter tilsammen, får gruppen:

  • En kvalitetshjertestarter
  • Et udendørs klimaskab til hjertestarteren
  • Montering af autoriseret elektriker
  • Et gratis Hjerteredderkursus – 30 minutters intro i genoplivning
  • Et års ServicePlus-aftale (overvågning og fuld service, så hjertestarteren er funktionsdygtig).

Læs mere og tilmelding på www.gådigtilenhjertestarter.dk

Fakta om hjertestop og hjertestartere

  • I Danmark rammes årligt godt 5.400 danskere af hjertestop uden for hospital. Det svarer til ca. 15 personer hver dag. Overlevelsen efter hjertestop uden for hospital er i dag ca. 16 % (2018).
  • De fleste personer får varige skader eller dør, hvis ikke de får hjælp inden for ca. 10 minutter. Efter ca. 6 minutter kan hjernen begynde at tage skade, og for hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med ca. 10 %.
  • Hvis personen med hjertestop bliver stødt med en hjertestarter inden 3 til 5 minutter efter hjertestoppet, kan overlevelsen være op til 50-70 %.
  • I dag (2018) stødes 9 % af personer med hjertestop uden for hospital med en hjertestarter, inden ambulancen ankommer. Det er en syvdobling fra 1,3 % i 2001. I det offentlige rum bliver der stødt med en hjertestarter i 19 % af alle tilfælde med hjertestop, inden ambulancen når frem. I private hjem stødes 6,4 % med en hjertestarter, før ambulancen kommer frem.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0