Fysioterapeut sætter fokus på sunde arbejdsvaner
Maja Helbo Jensen, Fysioterapeut & Partner i FysioCenter Kalundborg, i gang med at instruere medarbejderne hos Equinor i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen
Af Jens Nielsen
FysioCenter Kalundborg har en lang række af specialer, bl.a. erhverv, ergonomi og arbejdsmiljø, hvor det er fysioterapeuten som kommer til virksomheden.
For mange er en fysioterapeut en man besøger når skaden er sket, og skal behandles og måske genoptrænes, men det er langt bedre at forebygge skader, og her har FysioCenter Kalundborg et ret stort 'menukort', faktisk tilbyder de hele 10 forskellige specialer, det ene er 'erhverv, ergonomi og arbejdsmiljø', hvor den enkelte virksomhed får besøg af fysioterapeuten.
TV-Kalundborg var med da Maja Helbo Jensen, Fysioterapeut & Partner i FysioCenter Kalundborg var forbi Equinor raffinaderiet i Kalundborg. Her har alle medarbejdere fået tilbud om ergonomitjek af deres arbejdsplads. Hele 150 medarbejdere i administrationsbygningen har haft en total gennemgang i forhold til indstilling af kontorarbejdsplads, mus, tastatur og kontorstol - og ikke mindst fokus på sunde arbejdsvaner.
"Vi har haft et samarbejde gennem flere år med Maja Helbo Jensen fra FysioCenter Kalundborg, og det har vi været rigtigt godt tilfreds med, nu kommer Maja forbi med jævne mellemrum hvis der er kommet nye medarbejdere eller der en medarbejder som ønsker et genbesøg, og det har helt sikkert en effekt, vi kan se at når medarbejderne ser Maja på gangene, så kan vi høre der bliver sagt, der er Maja, op med bordet," fortæller Katarina Skriver, helse- og arbejdsmiljø medarbejder hos Equinor.
Ud over selve gennemgang af kontorarbejdspladsen har Maja Helbo Jensen også sat gang i elastik træning på kontorgangene. Flere steder er der opsat såkaldte træningsstationer hvor der hænger program og elastikker, og flere af afdelinger tager hver dag en pause fra skrivebordet og går ind i et mødelokale, og i fællesskab udfører en række øvelser der forebygger arbejdsrelaterede gener og skader - og samtidig styrker fællesskabet.
"Når man snakker ergonomi, så er der mange som tror at det handler om arbejdspladsen ved et skrivebord, men for os er det lige så vigtigt at man i en håndværksvirksomhed tænker ind i ergonomi og arbejdsforhold, det er jo et samspil mellem mennesker, maskiner, metoder og arbejdsvaner. Det er vigtigt at fremme sundheden og forebygge arbejdsrelaterede skader, det er det primære," fortæller Maja Helbo Jensen
Og det er da heller ikke kun administrationsbygningen på Equinor som har haft besøg af fysioterapeuten, raffinaderiets øvrige afdelinger er også blevet gennemgået, så medarbejderne har fået en række værktøjer til at undgå skader, hvad enten det er kontrolfunktioner, operatører, smede eller elektrikere. Udover ergonomitjek og vejledning har både Maja Helbo Jensen og fysioterapeut & partner Thomas Helbo Jensen, stået for workshops og undervisning for flere grupper af medarbejdere på Equinor, bl.a. operatører og projektledere for at skabe øget fokus på sundhed på arbejdspladsen.
FysioCenter Kalundborg har aftaler med en lang række af de store virksomheder i Kalundborg, men tilbyder selvfølgelig også løsninger til mindre virksomheder som gerne vil tænke ergonomi og arbejdsmiljø for deres medarbejdere.
FysioCenter Kalundborg har adresse på Vestre Havneplads 10 i Kalundborg.