AnnonceLuk annonce




Frivillige ryddede op efter andre

18-04-2021

Af Jens Nielsen

Frivillige var søndag ude med handsker og sæk for at give naturen en hånd. I Ubby/Jerslev mødte 40 op for at give en hånd med.

Naturen flyder mange steder med skrald, som i mange tilfælde er kastet ud fra en kørende bil, men heldigvis er der mange frivillige som gerne vil give en hånd med for at rydde op efter dem som mener det er helt ok bare at smide sit skrald i naturen.

Søndag mødte omkring 40 personer op i Ubby/Jerslev for at deltage i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling, som i Ubby/Jerslev blev afholdt i samarbejde med Hvidebæk Lokalråd.

Blandt de 40 deltagere var der 25 børn og voksne fra Hvidebækspejderne.

I år er der fra Danmarks Naturfredningsforening ekstra fokus på mundbind og take away affald som er smidt i naturen, men det var nu ikke det som de frivillige stødte på i Ubby/Jerslev området, men der var rigtigt mange cigaretskod, cigaretpakker, flasker, dåser, papir, og blandt de mere specielle fund var der tre hjulkapsler, tre gamle valgplakater og et fuglehus.

Det var 5-årige Oskar Badeby som fandt det henkastede fuglehus, og det blev dagens mest specielle fund, derfor fik Oskar en t-shirt for sin indsats.

Hvidebæk Lokalråd havde sørget for sandwich, øl og vand til de mange frivillige, da affaldsindsamlingen var overstået, mens Kalundborg Kommune havde sørget for tænger, handsker og refleksveste, og Danmarks Naturfredningsforening havde sørget for, art der var poser til det indsamlede affald.

FAKTA: Affaldsindsamlingen

  • Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald og har været afholdt siden 2006.
  • Årets affaldsindsamling varer hele ugen, hvor 143.000 børn fra skoler og institutioner samler ind i hverdagene 12.-16. april, mens de voksne følger trop i weekenden 17.-18. april. DN forventer op mod 42.000 deltagere i weekenden.
  • Efter indsamlingen registrerer indsamlerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, der herefter laver en opgørelse over, hvor meget der er blevet fundet.
  • I år sætter indsamlingen fokus på takeaway-emballage. Derfor bliver indsamlerne bedt om at angive, hvor meget takeaway-affald de finder. Derudover bliver de også bedt om at tælle både dåser og mundbind.
  • I 2020 blev der fundet 53.000 kilo affald – heriblandt 3.300 mundbind.
  • Merrild giver økologisk kaffe til indsamlingerne. Derudover donerer Merrild 25.000 kr. til et grønt skoleprojekt og opfordrer samtidig alle skoler til at kåre og hylde deres egen affaldshelt.
  • Bilka afholder Affaldsindsamling i alle 19 varehuse, hvor man kan hente gratis affaldssække. Bilka donerer desuden affaldssække til alle de tilmeldte indsamlinger. Derudover kan alle aflevere deres indsamlede affald på Bilkas p-pladser, hvor der er sat containere op til formålet.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0