AnnonceLuk annonce




Fra Vejs Havecenter til Høng Planteskole

04-03-2021

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Før hed det Vejs Havecenter, nu hedder det Høng Planteskole, men uanset navn har Kristian Olsen, der ejer planteskolen, glædet sig til igen, at kunne åbne op og byde kunderne indenfor i de grønne rammer i Høng.

Kristian Olsen, der købte Vejs Havecenter i juli 2019, ønskede et navn til planteskolen med lokal tilknytning, og da de tidligere ejere ikke længere er en del af virksomheden, gav det god mening at åbne op efter nedlukningen, grundet COVID-19, med det nye navn ’Høng Planteskole’. Egentlig skete navneskiftet pr. 1. januar, men grundet nedlukningen har færre været klar over det.

”De tidligere ejere er ikke længere en del af virksomheden, så nu hvor jeg har fået en god start i Høng, var det på tide at finde mine helt egne ben, da jeg ønsker en butik med lokal tilknytning, lå navnet lige til. Helt generelt har jeg altid syntes mere om navnet ’planteskole’ end ’havecenter’. Måske fordi jeg er lidt en plantenørd, og interessen for planterne har altid været større, end for alt det man ellers kan få i et havecenter,” fortæller Kristian Olsen, der ejer Høng Planteskole, og fortsætter: ”Men hvad er egentlig forskellen på et havecenter og en planteskole. Mange vil nok mene, at det er det samme, men når man elsker planter, lyder planteskole bare mere rigtigt.”

Laver selv mange af planterne

Kristian Olsen fortæller ydermere, at nogle vil mene, at den egentlige forskel ligger i, at en planteskole er et sted, hvor man laver planterne, og et havecenteret er, hvor man sælger dem. 

”Det er der måske også en sandhed i, dog med rigtig mange undtagelser, når man ser på alle de virksomheder, der også kalder sig planteskoler. Sandheden er nemlig, at man i dag stort set ikke laver sine egne planter. De bliver købt færdige hjem fra ind- og udland. Men på Høng planteskole vil vi fremover lave mange flere planter her på stedet. Vi kan nemlig slet ikke lade være. Der er en stor tilfredsstillelse, at se egne planter få nye hjem. Så i det omfang, vi har ressourcerne, vil flere planter blive lavet på stedet,” fortæller Kristian Olsen. 

Kristian Olsen vil ydermere sørge for, at der kommer til at være mange flere af de planter på planteskolen, som man ellers ikke ofte ser i handlen: ”Når man er lidt nørdet, kan det ikke undgå at smitte af på udvalget af planter,” siger han.

COVID-19 har betydet webshop handel

Hos Høng Planteskole er webshop handel også blevet en del af virkeligheden grundet nedlukning i forbindelse med COVID-19.

”Den er bare to uger gammel, og vi kæmper stadig lidt med, at får den helt færdig, da der stadig mangler at blive lagt en masse produkter ind. Webshoppen er dog som udgangspunkt kun til afhentning i butikken i Høng. Men selvfølgelig kan levering i nærområdet aftales, som vi altid har gjort. Nu er vi bare glade for, at vi har fået lov at åbne op, men vi beholder webshoppen indtil videre,” siger Kristian Olsen, og slutter: ”Vi får travlt med at pakke ud og gøre klar. Slut marts begynder travlheden som regel, og fortsætter over i april og maj. Vi havde et godt sidste år, og det håber vi også, at vi får i år.”


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0