AnnonceLuk annonce




Fortsat røntgenlæger i Kalundborg

07-06-2019

gitte@tv-kalundborg.dk

Der vil fortsat være røntgenlæger på vagt i i Sundheds- og Akuthuset i Kalundborg. Det blev resultatet af et møde mellem Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune, Peter Jacobsen, og ledelsen på Holbæk Sygehus.

Peter Jacobsen har tidligere udtrykt bekymring over udsigten til, at Sundheds- og Akuthuset var udset til at miste lægefaglig bemanding af Røntgenafdelingen. 

”Hvis den lægefaglige bemanding i Røntgenafdelingen i Sundheds- og Akuthuset i Kalundborg forsvandt, ville en række af vores borgere blive udsat for unødigt besvær med tidkrævende rejser til sygehusene i Holbæk eller Slagelse. Ikke mindst de ældre og svage borgere ville blive alvorligt berørt,” siger Peter Jacobsen.

Man har været lydhør 

Den bekymring er der blevet lyttet til på Holbæk Sygehus, der er ansvarlig for bemandingen af Røntgenafdelingen i Kalundborg. Det er nemlig lykkedes at finde en løsning, hvor én af røntgenlægerne på Radiologisk Afdeling deler sin arbejdstid mellem Kalundborg og Holbæk, og løsningen bliver derfor, at denne læge fremover tager imod patienter to dage om ugen i Kalundborg. Det betyder, at der fortsat kan tilbydes ultralydsscanninger og CT-scanninger med kontrastvæske i Sundheds- og Akuthuset i Kalundborg.

”Vi har lyttet til hinanden, og haft en meget konstruktiv dialog. Det var nu heller ikke så svært, for som bekendt er Sundheds- og Akuthuset vores fælles projekt, og vi er i bund og grund enige om, at vi vil skabe et godt og tidssvarende tilbud til borgerne i Nordvestsjælland,” understreger Peter Jacobsen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0