AnnonceLuk annonce




Fortsat fokus på at beskytte udsatte borgere mod corona-smitte

25-04-2020

I Kalundborg Kommune følges opmærksomt med i hvilke lempelser, der eventuelt meldes centralt ud fra landets sundhedsmyndigheder. Det gælder særligt besøg på plejehjem og bosteder.

I Kalundborg Kommune såvel som i resten af Danmark, har plejehjem og bosteder været et særligt opmærksomhedspunkt i forhold til at beskytte borgerne mod spredning af corona-virussen. Det er særligt her, at de borgere, der har mindst modstandskraft bor, og derfor er der indført en række restriktioner på besøg udefra, herunder desværre også fra familie og venner, med det formål at nedsætte risikoen for at igangsætte fatale smittekæder blandt beboere og ansatte netop her. Men helt naturligt rejser beboere og pårørende spørgsmålet om, hvornår de kan få lov til en lidt mere personlig kontakt. 

”Vi forstår udmærket behovet, og vi håber inderligt på at få retningslinjer fra sundhedsmyndighederne så hurtigt som muligt, så vi kan sikre besøg på en sundhedsforsvarlig måde for både de ældre, deres pårørende og for personalet,” siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune Peter Jacobsen i en pressemeddelelse.

De seneste dage har der været forskellige meldinger i pressen om, at der muligvis er lempelser på restriktionerne på vej. I Kalundborg Kommune følges der som sagt opmærksomt med i om hvilke lempelser, der eventuelt meldes centralt ud fra landets sundhedsmyndigheder.

”Vi følger de anbefalinger sundhedsmyndighederne udstikker på alle områder. Det gælder også for besøg på plejehjem og bosteder. Derfor afventer vi de meldinger der kommer fra den kant. Vi er klar, når der kommer ændringer centralt fra, men indtil da har vi ingen interesse i at spekulere i hverken indhold eller tidshorisont for nye anbefalinger. Derfor vil jeg henstille til, at borgere og pårørende udviser tålmodighed lidt endnu. Og så må vi håbe på, at der snart bliver mulighed for mere samvær mellem nære og kære,” understreger Peter Jacobsen.  

I Kalundborg Kommune anvendes Sundhedsstyrelsens anbefalinger som grundlag for alle corona-relaterede beslutninger. At andre kommuner eventuelt vælger at fortolke på styrelsens anbefalinger, har ikke indflydelse på beslutningsgrundlaget i Kalundborg Kommune.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0