AnnonceLuk annonce




Foredrag om lønnens størrelse, prævention, enlige mødre og kvindekamp

27-08-2018

Af Jens Nielsen

Raklev Kirke afholder et foredrag om en nærværende danmarksfortælling om kjolernes længde, lønnens størrelse, prævention, enlige mødre og kvindekamp for retten til at være statsborger, for frihed — og sjov.

Hver måned har Raklev Kirke et formiddagsmøde for pensionister. Andre, der har tid og lyst til at deltage i arrangementerne, er naturligvis også velkomne. 

 Næste arrangement fredag den 31. august kl. 10-13, er Lillys danmarkshistorie, kvindeliv i fire generationer, på programmet.

Pia Fris Laneth fortæller 150 års danmarkshistorie som en sprudlende familiekrønike, hvor personerne på gulbrune billeder får mund og mæle.

Oldemødre med store børneflokke knokler hele livet for at holde sulten fra døren, først som tyende, siden som gifte koner uden stemmeret og forældremyndighed over deres børn.

Mormoren fra en fattig, jysk landsby er på nippet til at dø i barselsseng, farmoren vokser op i et selvbevidst arbejdermiljø i et af Københavns brokvarterer og forsørger sine uægte børn med symaskinen, indtil hun finder sit livs kærlighed.

Foredragsholderens mor, Lilly, en drømmer fra et indremissionsk hedesogn, bliver født i 1930 og kommer i ulykke som syttenårig.

Hun foretager den lange rejse fra roemarkerne til Velfærds Danmarks køkkenmaskiner og charterrejser.

Kort sagt masser af stolt kvindelig livskraft i en nærværende danmarksfortælling om kjolernes længde, lønnens størrelse, prævention, enlige mødre og kvindekamp for retten til at være statsborger, for frihed — og sjov.

Formiddagsmødet begynder med morgensang kl. 10.00 i kirken, og derefter er der kaffe og brød i sognehuset.

Det er gratis at deltage, men hvis man alligevel ønsker at give et bidrag, kan dette ske både til kirkens aktuelle indsamling og til indsamlingen til nye messehageler i Raklev Kirke.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0