AnnonceLuk annonce




Et kærligt spark til kvinder i alle aldre

13-10-2019

Pernille Aalund kommer til Solbjerg Forsamlingshus den 30. oktober med foredraget om tilvalg, fravalg og fokus.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Pernille Aalund kommer til Solbjerg Forsamlingshus onsdag den 30. oktober, hvor hun holder foredrag om fravalg, tilvalg og fokus, med værktøjer til et liv uden begrænsninger.

Pernille Aalund vil onsdag den 30. oktober kl. 19.30 afholde sit foredrag "Hvad du ønsker, skal du få!" i Solbjerg Forsamlingshus ved Høng. ”Kend dine drømme, udstik en retning, se målet, lav en plan og få det liv, du drømmer om. Ved hjælp af 10 enkle redskaber kan du skabe dig et rum til at føre dine drømme ud i livet – privat og på arbejde.” 

Foredraget er et humoristisk og kærligt spark til kvinder i alle aldre. 

”Hvorfor lade dig nøje? Du har den råstyrke, der skal til, for at skabe dig det liv, du drømmer om. Jeg ved det, for jeg ved, hvordan det føles at tøve – og hvor godt det føles at opfylde mine drømme,” lyder det fra Pernille Aalund.

Den populære foredragsholder, Pernille Aalund begyndte sin karriere som tv-vært på Børnekanalen på københavnske Kanal 2. Siden da har Pernille Aalund været vært på en række andre tv-programmer, bl.a. Vis mig dit køleskab, Mænd ingen adgang, Pernille på eventyr, Pernilles Univers og senest QTV på Kanal 4.

Pernille Aalund er ophavskvinde til mange af de koncepter, hun har arbejdet med, og er i dag innovationsdirektør hos Aller Media. Som talkshowvært, forfatter og forretningskvinde er Pernille Aalund et forbillede for mange kvinder, og har gennem mange år givet gode råd om alt fra kærlighed til karriere. 

Foredraget er en del af projekt "Liv I Forsamlingshusene", som er et samarbejde mellem Kalundborg kommune og forsamlingshusene. Se flere spændende arrangementer på kalundborglif.dk Tilmelding er nødvendigt via www.kalundborglif.dk



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0