AnnonceLuk annonce




Foredrag om Kim Larsen

04-09-2019

Jens Andersen fortæller om Kim Larsens liv ved et foredrag den 24. september i Kalundborg Hallerne.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Et muntert og musikalsk foredrag, hvor der – med Kim Larsens ord og i Kim Larsens ånd – er ”både til gården og til gaden”.

Den 24. september kommer Jens Andersen, der er forfatter til ”Kim Larsen – mine unge år”, sammen med visesangeren, Kristian la Cour, til Kalundborg for at fortælle om den folkekære spillemand, Kim Larsen, der døde for knap et år siden. De vil tage publikum med ind i Larsens helt særlige univers gennem en kombination af foredrag og sang. Foredraget foregår i Kalundborg Hallen kl. 19, hvor Kalundborg biblioteker og LOF sammen er værter.

Jens Andersens nye biografi er fortællingen fra sangerens egen mund, sådan som den blev fortalt hjemme ved køkkenbordet i foråret 2018, hvor de to sammen arbejdede på en erindringsbog, der skulle have rummet hele Larsens liv, men desværre sluttede alt for tidligt den 30.september 2018.

Stenbroen og lykkelige ferier på Fyn

Vi skal høre om en faderløs opvækst på stenbroen og om lange lykkelige ferier på Fyn hos den bibelstærke, tegneglade morfar, der satte sit præg på en velopdragen dreng, der drømte om at blive enten cykelrytter eller luftakrobat, og fra begyndelsen havde et vågent men frygteligt genert øje til det modsatte køn. I ungdommen, hvor rockmusikken holdt sit indtog, forestillede Kim sig selv som enten skuespiller eller romanforfatter, men endte som skolelærer og spillemand.

Undervejs i foredraget – gennem ord og sang – trækkes der linjer gennem Kim Larsens liv og hans mange sange. Vi skal tilbage til barndommens gader i Københavns nordvest-kvarter, på Askov Højskole, opleve den korte karriere som skolelærer og de kaotiske men kreative slumstormer-år på Christianshavn, hvor Gasolin blev til, men den unge vildmand også var fast besluttet på at gå sine egne veje i kunsten.

Om Jens Andersen

Jens Andersen er ph.d. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet, og han har blandt andet modtaget Georg Brandes-prisen, Weekendens Litteraturpris, Søren Gyldendal-Prisen og H.C. Andersen Legatet for sine mange bøger. Jens Andersen modtog i foråret ” Læsernes bogpris” for sin biografi Kim Larsen – mine unge år.”

Jens Andersen er især kendt for sine populære og prisbelønnede biografier om Astrid Lindgren, H. C. Andersen, Dronning Margrethe, Tove Ditlevsen, Ole Lund Kirkegaard, Tom Kristensen, Thit Jensen og senest en storslået biografi om Kim Larsen. Rundt i landet holder han målrettede foredrag om de store personligheder, som han beskriver i sine bøger, men også om sit eget forfatterskab og kunsten at skrive biografier. 

Billetter kan købes via kalundborgbib.dk eller lof.dk/nordvestsjaelland/ eller ved personlig henvendelse på et af kommunens biblioteker. Der er som vanligt rabat til medlemmer af Biblioteksklubben. Læs mere på kalundborgbib.dk 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0